Superliga

Henrik Jensen raser efter uafgjort

Henrik Jensen er dybt utilfreds med både resultat og indsats hos sine spillere.

Brøndby måtte søndag aften nøjes med 2-2 på hjemmebane mod Silkeborg, der spillede med ti mand i næsten en time af kampen.

Ikke overraskende er træner Henrik Jensen utilfreds med både resultat og indsats hos sine spillere.

- Der er få af vores spillere, der kan være deres præstation bekendt. Resten skal nok vurdere, om de har forberedt sig godt nok i løbet af ugen. Det er kendetegnende for vores spil, at en U/19-spiller var vores bedste mand. Det er ikke godt nok, siger Henrik Jensen til Ritzau.

Træneren mener, at Silkeborg kunne have hentet alle tre point i kampen.

- De ville vinde meget mere, end vi ville. De løb fra os overalt på banen og var meget mere ærgerrige. De kunne have lavet flere mål. Vi kom for sent til alt. Der var en motorvej ned gennem vores forsvar og midtbane, siger Henrik Jensen.

Brøndby ligger lige nu nummer tre, men kan blive overhalet af FC Midtjylland, hvis ulvene vinder over Lyngby mandag aften.