Video : Tipsbladet
Serie A

Gustav Isaksen åbner målkontoen i Lazio

Gustav Isaksen kom ind og lavede både en assist og sit første mål for Lazio i 3-1-sejren over Frosinone.

Den danske kantspiller Gustav Isaksen scorede fredag sit første mål for Lazio, da han kom ind fra bænken og var en afgørende figur i 3-1-sejren over Frosinone.

Efter en svag første halvleg var den tidligere FC Midtjylland-profil med fra anden halvlegs start, og efter godt 70 minutter slog han et indlæg i feltet, som angriberen Taty Castellanos pandede op i krydset til 1-1.

Øjeblikket senere sparkede Isaksen kontrolleret, fladt og yderligt kuglen i nettet til 2-1, da Castellanos gengældte assisten efter en fejl af udeholdet.

Frosinone havde bragt sig foran 1-0 på et straffespark efter en lille times spil, men takket være Isaksens bidrag blev kampen vendt på hovedet, og senere slog den spanske forsvarsspiller Patric sejren fast efter et hjørnespark.

I slutfasen snittede Isaksen overliggeren med endnu et forsøg mod mål, og Lazio var i det hele taget tæt på en større sejr i flere omgange.

Lazio er med sejren nummer otte i Serie A. Lige foran ligger det forsvarende mesterhold, Napoli, som fredag skuffede med 0-0 mod Monza.

I toppen af rækken fik duksen Inter kun 1-1 hos midterholdet Genoa, der havde danske Morten Frendrup som en del af sin midtbane i hele kampen.

Den 34-årige østriger Marko Arnautovic fik hul på sin målbyld for Inter i Serie A, men den unge rumæner Radu Dragusin headede balance i regnskabet inden pausen.

Inter har fem point ned til forfølgeren Juventus, som lørdag har besøg af Roma.

/ritzau/