Frank-assistent stopper til sommer: Kan ikke kende Brøndby længere
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Frank-assistent stopper til sommer: Kan ikke kende Brøndby længere

Thomas Frank er omgående stoppet i Brøndby IF, og ved udgangen af denne sæson stopper også hans assistent Claus Nørgaard.

Brøndby IF mistede i dag cheftræneren i form af Thomas Frank, der har sagt op efter bestyrelsesformand Jan Bech Andersens undercover-angreb, og til sommer mister de blå-gule også assistenttræneren.

Claus Nørgaard stopper i klubben som en direkte konsekvens af uroen på den københavnske Vestegn.

- Jeg er selvfølgelig ikke så glad for de ting, der er sket – det er der ingen af os, der er. Jeg har også opsagt min stilling i dag med fratrædelse 30/6. Det har jeg gjort, fordi det Brøndby, jeg startede i, var én ting, og det er ikke det, jeg kan kende længere. Og så synes jeg de ting, der har foregået, har været over min grænse som person, og det strider imod de værdier, jeg har som menneske, siger Claus Nørgaard til tipsbladet.dk.

Han kom til klubben umiddelbart sammen med Thomas Frank i sommeren 2013, og han har nydt samarbejdet med den nu forhenværende Brøndby-træner.

- Jeg har arbejdet sammen med Thomas i mange år før Brøndby, og det har været en god tid, så derfor er det også en speciel situation for alle parter, der er involveret, lyder det fra Claus Nørgaard.

Auri Skarbalius har taget midlertidigt over som cheftræner i Brøndby IF.