Luther Singhs første sæson i FC København har på ingen måder været en dans på roser.
I efteråret blev den sydafrikanske kantspiller således indlagt på hospitalet på grund af en sygdom, og han har længe været ukampdygtig for københavnerne. Hans seneste optræden for førsteholdet var tilbage i oktober.
Men for nylig fik han spilletid for FC Københavns reserver, og i et interview med FCK TV fortæller Luther Singh nu om tiden, hvor han var syg.
- Jeg var meget syg og måtte på hospitalet, som alle ved. Det var svært for mig personligt. Men jeg har ikke lyst til at gå i detaljer omkring det, men det var ikke let for mig. Min familie kom herop, da jeg var syg, og det gjorde det lettere for mig, for så havde jeg opbakningen både fra klubben og fra familien. Det var godt for mig at værre tættere på min familie.
- Vi kom væk fra den dårlige vej, vi var på, og nu skal vi bare fremad og se, hvad der sker. Jeg følte også, at jeg var ude for længe. At se sine holdkammerater træne hver dag… At være med på træningslejr med dem og kun kigge på… Det var ikke nemt, men jeg vidste, at jeg måtte være tålmodig. Det ville tage sin tid. Men jeg er glad for, at jeg var tålmodig og at mit mindste var indstillet på at starte forfra og arbejde igen. Det er grunden til, at jeg er nået hertil i dag, siger Luther Singh til FCK TV.
Samtidig takker kantspillere FC København for støttten i den svære tid, og så nærer han et lille håb om spilletid, inden sæsonen slutter.
- Det ville være fantastisk. Og det er noget, jeg har haft i tankerne, siden jeg startede min genoptræning i klubben. Måske kunne der være en chance for, at jeg fik nogle få minutters spilletid. Men det må guderne vide. Vi må se, hvad der sker, og fortsætte arbejdet. Men jeg tager det skridt for skridt, siger sydafrikaneren.
Luther Singh, 24 år, har spillet syv kampe for FC København i den indeværende sæson. Han har hverken scoret eller assisteret endnu.