FC Københavns talenthold er blandt de otte bedste i Uefa Youth, en slags Champions League for U19-mandskaber.
Med hårdt arbejde og en betragtelig portion held vandt københavnerne ottendedelsfinalen på udebane mod Zilina fra Slovakiet. Det blev 1-1 i ordinær kamp, hvorefter FCK var bedst i straffekonkurrencen.
Fire FCK'ere scorede fra 11-meterpletten, og da Zilina misbrugte to ud af fire forsøg, var det ikke nødvendigt at sparke det femte spark.
I kvartfinalen venter enten Nantes fra Frankrig eller Red Bull Salzburg fra Østrig. De to hold mødes onsdag.
Slovakkerne har dog grund til ærgre sig lige så gule og grønne, som farverne på deres spilledragt. Med omkring 10.000 tilskuere i ryggen pressede de FC København i bund i stort set hele den ordinære kamp.
Kun heroisk forsvarsspil, målmand Oscar Buur og ineffektive slovakiske afslutninger gjorde, at danskerne slap helskindet fra de 90 minutter.
FCK fik ellers en kanonstart, da Amin Chiakha efter blot seks minutter spil sendte bolden op i målhjørnet bag den slovakiske målmand til 1-0. Det var angriberens sjette mål i syv kampe i turneringen.
Men føringen var ikke udtryk for, at københavnerne havde kampen under kontrol. Tre minutter forinden havde Buur reddet et straffespark fra Zilinas Mario Sauer, og det viste sig at være et varsel om, hvad der ventede.
Efter ti minutter tog Sauer revanche og sørgede for hjemmeholdets udligning.
Slovakkerne, der slog Dortmund ud i den foregående runde, dominerede i perioder voldsomt, og selv om FCK-træner Morten Bisgaard forsøgte at ændre mønsteret med udskiftninger, var trafikken stort set ensrettet.
Skudstatikken efter de 90 minutter lød på 31-3 til Zilina, men det hjalp ikke hjemmeholdet, da det hele skulle afgøres fra straffesparkspletten.
/ritzau/