Superliga

FCK raser over fans

FC København tager kraftigt afstand fra det massive brug af fyrværkeri blandt klubbens fans leverede i forbindelse med duekampen mod Sønderjyske.

Der var godt i den på banen, da Sønderjyske og FC København søndag spillede 3-3 på Haderslev Stadion. Men kampen blev desværre også skæmmet af massivt brug af røgbomber og nødblus fra F.C. Københavns udebaneafsnit.

I kampens døende minutter blev der kastet et nødblus på banen, og dommer Claus Bo Larsen har siden indberettet om episoder til DBU, der nu skal behandle sagen som følge af det objektive udebaneansvar.

-F.C. København tager kraftigt afstand fra episoderne, der går imod al sund fornuft, ordensreglementer og lovgivning. I samarbejde med Sønderjyskes sikkerhedsafdeling arbejdes der på højtryk for at finde frem til de skyldige, der naturligvis som minimum vil få karantæne fra F.C. Københavns kampe, skriver FC København på klubbens hjemmeside

Den værste sag i forbindelse med objektivt udebaneansvar stammer fra kampen mellem FC København og Brøndby tidligere på sæsonen. Her smadrede Brøndby-fans inventar for adskillige hundrede tusinde kroner. Sagen medførte en bøde på 200.000 kroner fra DBU til Brøndby.