Esbjerg viser interesse for islandsk ligatopscorer
Foto: Christer Holte/Polfoto
Superliga

Esbjerg viser interesse for islandsk ligatopscorer

Esbjerg fB har et godt øje til Valurs Kristinn Freyr Sigurdsson, der er delt ligatopscorer på Island.

Esbjerg fB fik tilgang af Brent McGrath og Mads Hvilsom i sommerens transfervindue, men vestjyderne forsøgte at lande endnu en angriber på sidste åbningsdag 31. august. Den mission lykkedes dog ikke for Superliga-klubben.

Dermed er det ikke svært at regne ud, at en ny angriber topper ønskelisten i Esbjerg forud for januar-vinduet, og måske kan hjælpen komme fra Island.

Fotbolti.net skriver, at Esbjerg viser interesse for den 24-årige angriber Kristinn Freyr Sigurdsson, der til dagligt tørner ud for de islandske pokalvindere Valur, som Brøndby IF tidligere på sæsonen ekspederede ud af Europa League med to sikre sejre. Sigurdsson står i denne sæson noteret for 14 ligamål i 19 kampe, og det gør ham til delt topscorer på Island med Gardar Gunnlaugsson. Det er med andre ord en målfarlig herre, Esbjerg har i kikkerten.

Kristinn Freyr Sigurdsson har kontraktudløb i Valur 16. oktober, så Esbjerg kan få ham kvit og frit. Konkurrencen er dog hård, da en række norske og svenske klubber også lurer på den islandske angriber.

Den 24-årige islænding var med i begge de føromtalte kampe mod Brøndby, uden han dog gjorde det store væsen af sig.