Esbjerg udlejer talent - og tager afsked til sommer
Foto: Anders Dehn
Superliga

Esbjerg udlejer talent - og tager afsked til sommer

Martin Egelund skal udlejes fra Esbjerg fB til Skive IK. Når lejeaftalen er færdig, løber hans kontrakt med EfB ud.

I sidste uge kom det frem, at den unge Esbjerg fB-spiller Martin Egelund trænede med i 2. divisionsklubben Skive IK. Her skulle han se, om han kunne tilspille sig en kontrakt, og det kunne han godt.

Esbjerg fortæller i en pressemeddelelse, at klubben har udlejet 19-årige Egelund til Skive for resten af denne sæson. Dermed tyder det også på, at Egelunds dage i EfB er talte, eftersom hans kontrakt med klubben udløber til sommer.

- Martin har været en dygtig spiller på ungdomsholdene og har vist, han er talentfuld. Han mangler dog fast spilletid, som vi ikke kan tilbyde ham på nuværende tidspunkt i EfB. Det er derfor en god mulighed for ham, og forhåbentligt vil han få en masse kampe. Skive har et fint setup, hvor han kan udvikle sig som spiller og få mål og assists tilført kontoen. Vi ønsker ham alt det bedste i foråret, hvor vi vil følge ham tæt, siger EfB’s sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen.

Martin Egelund har endnu til gode at få debut for klubbens førstehold og har i denne sæson optrådt for U19-mandskabet og reserverne. Begge steder i øvrigt sammen med sin lillebror, Patrick.

Det tætteste, han er kommet på førsteholdsdebut, er bænkpladsen i sæsonens første pokalkamp mod Hørsholm Usserød i september.