Superliga

DBU behandler Aabech-sagen

Kim Aabech-sagen er landet på DBUs bord. Nu behandler union sagen, hvor Lyngby har indberettet Superliga-rivalerne fra Randers FC.

I slutningen af sidste uge indberettede Superliga-klubben Lyngby ligakonkurrenterne fra Randers FC for DBU. Lyngby mener, randrusianerne har brudt DBUs og FIFAs regler, da de i slutningen af januar kontaktede Lyngby-topscoreren Kim Aabech med henblik på en transfer. Da Aabech har halvandet år tilbage af sin kontrakt, er det ulovligt for Randers at henvende sig med mindre de først har kontaktet angriberens nuværende klub.

Læs også: Aabech-sagen kører mod Randers

Det mener Lyngby ikke, Randers har gjort, og det påtalte de overfor DBU. Nu har unionen taget sagen op.

- Vi har fået sagen overbragt, så den ligger på vores bord. Nu skal vi vurdere, hvad næste skridt skal være. Vi kigger på sagen, og så tager vi kontakt til de to klubber, siger formanden for DBUs turneringsudvalg, Peter Ebbesen, til tipsbladet.dk.

Det er nu op til Lyngby at bevise, at Randers ikke tog kontakt til klubben, inden de kontaktede Kim Aabech personligt, da bevisbyrden hænger på den anklagende klub. Lyngby har derfor givet DBU en mappe med papirer fra den sag, der nu kan ende i fodboldens voldgiftsret, hvis ikke de to klubber klarer sagen i mindelighed.

- Det kan ende på to måder. Enten er det en ren voldgiftssag, eller også ønsker Lyngby blot, at vi opridser reglerne. Umiddelbart ser vi helst, at de to klubber klarer det internt, men hvis de ikke kan det, må vi springe til med en afgørelse, forklarer Peter Ebbesen.

Det betyder dog ikke, at Randers kan ånde lettet op, hvis de finder frem til en intern løsning med Lyngby. Hvis DBU vurderer, at kronjyderne har brudt reglerne, kan unionen selv bringe sagen videre til retsinstansen.

- Selv om Lyngby eller Randers ikke ønsker at bringe sagen for fodboldens voldgiftsret, kan den godt ende der, bedyrer Peter Ebbesen.

Turneringsudvalgets formand regner med, at behandlingen af Kim Aabech-sagen vil være afgjort i løbet af to til tre uger.