Video : Tipsbladet
Superliga

Dansk profil klapper i om FC København-rygter

Var der noget om flirten mellem FC København og Jacob Bruun Larsen?

Jacob Bruun Larsen skiftede i januars transfervindue fra Hoffenheim til den belgiske storklub Anderlecht på en lejeaftale for resten af indeværende sæson.

Forud var gået mange skriverier om et muligt skifte til FC København, og de rygter begyndte allerede at florere, da offensivspilleren blev spottet i Parken tilbage i oktober - dagen før sommerens transfervindue smækkede i.

I januar blussede rygterne atter op, men hvad der er skidt og kanel i den sag, vil U21-landsholdsspilleren ikke opklare.

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Jeg spiller i Anderlecht på en lejeaftale fra Hoffenheim, og det er det eneste, jeg forholder mig til, siger Jacob Bruun Larsen til tipsbladet.dk.

Den tidligere Borussia Dortmund-spiller har været på banen i alle kampe for Anderlecht siden sit skifte - nogle fra start andre som indskifter.

Det var især klubbens cheftræner Vincent Kompany, der lokkede danskeren til Bruxelles.

- Jeg havde mange gode samtaler med Kompany. Anderlecht ville mig rigtig gerne, og jeg ville rigtig gerne Anderlecht. Den måde, Kompany ser tingene på, tiltalte mig rigtig meget, og det er jeg sådan set kun blevet bekræftet i efter mit skifte. Jeg har valgt fuldstændig rigtigt, forklarer Jacob Bruun Larsen.

22-årige Bruun Larsen startede inde i sine første fem ligakampe for Anderlecht, men i to af dem blev han flået ud allerede i pausen. I de seneste tre opgør er danskeren blevt brugt som indskifter.

Han er foreløbig hverken noteret for en scoring eller en assist i belgisk fodbold.

- Det har været meget turbulent. Jeg spillede en masse kampe på kort tid fra start, og det kunne jeg mærke fysisk, men det har også været ekstremt fedt, og jeg har lært rigtig meget. Det har været hårdt mentalt, for jeg har skullet lære mange nye ting og en helt anden måde at gøre tingene på, men det har været fedt. Det eneste, der mangler, er nogle mål og assists, siger Jacob Bruun Larsen og tilføjer:

- Jeg har gået et helt år uden kontinuerlig spilletid, men jeg synes, formen er god. Jeg har været med en fysisk træner i et halvt år, og nu er jeg begyndt at spille, selv om jeg har siddet lidt på bænken på det seneste. Jeg er ganske fint tilfreds. 

Jacob Bruun Larsen er en del af det danske U21-landshold, der torsdag indleder EM-slutrunden med et opgør mod Frankrig.