Efterårssæsonen i Superligaen er forbi for AaB, og det er tid til en standpunktskarakter her halvvejs i sæsonen.
AaB kom ind til sæsonen som oprykker og med markante udskiftninger i sommer, hvor man blandt andet sagde farvel til anfører Rasmus Thelander og en række andre spillere, og ikke overraskende har det givet et efterår med store udsving.
AaB
Placering: 9
Point: 17
Målscore: 18-31 (10)
Ligatopscorer: Mathias Jørgensen/7 mål
Afslutninger: 222 (6)
Afslutninger inden for rammen: 61 (11)
xG: 21 (9)
xG mod: 29,4 (10)
Boldbesiddelse: 46,4% (8)
Største profil: Melker Widell
Bedste nye spiller: Vincent Müller
Største negative overraskelse: At ingen af sommerens nye spillere virkelig er brændt igennem
Sædet brænder under: Klubbens økonomi
Bedste kamp: 3-0 over Sønderjyske i september
Værste kamp: 0-4 hjemme mod Brøndby IF i august
Omgivelsernes forventning før sæsonen: Overlevelseskamp
Karakter: 3
(i parentes klubbens placering på det pågældende parameter i Superligaen)
ANALYSE
Klubbens interne vurdering er muligvis højere, for man har sandelig lavet meget om og kunne givetvis have flere point, hvis man gjorde som en normal oprykker og hentede veteraner og overlevelsesspillere.
AaB forsøger i stedet at skabe Superligaens mest løbe- og duelstærke hold til en omgang overfaldsfodbold, der ligger langt fra mesterholdenes stil i 2008 og især 2014.
Man har nogle gange været helt overmatchet, men samlet set har AaB klaret sig til en middelkarakter med gryende Superliga-profiler, hvoraf mindst en nok bliver solgt næste år, og så mange point, at man har kurs mod en relativt sikker overlevelse.
Penge kan blive en udfordring i 2025: Klubben har brugt mange penge på at holde på truppen og styrke staben, og når der bliver solgt i 2025, er det primært for at dække regninger, ikke til at give sportsdirektør James Gow 15-20 millioner kroner til snolder og dyre indkøb.
Melker Widell og Mathias Jørgensen viser, hvorfor de blev gjort til viceanfører og anfører i sommer – Jørgensen med scoringer, Widell med et hav af offensive udfordringer. Når James Gow skal sælge i 2025, kan de to indbringe særdeles pæne millionbeløb, hvis de spiller en halvsæson til i denne stil.
AaB er i pokalkvartfinalen mod Silkeborg IF.
Klubberne er vurderet udfra Tipsbladets skala, der er som følger:
6 bolde: Verdensklasse.
5 bolde: Højt, internationalt niveau.
4 bolde: Fortrinlig indsats.
3 bolde: Godkendt præstation.
2 bolde: Skuffende, under middel.
1 bold: Dårlig præstation
0 bolde: Uacceptabelt.