Video : Tipsbladet
Bundesliga

Bo Henriksen jubler: Verdensklasse!

Mainz-cheftræner Bo Henriksen er fuld af beundring for holdets topscorer Jonathan Burkardt, der søndag scorede et fantastisk mål imod Hoffenheim.

Det går rigtigt godt for Bo Henriksen og Mainz i øjeblikket, og det skyldes i høj grad holdets spydspids Jonathan Burkardt. 

Den 24-årige angriber har været brandvarm på det seneste, og i søndagens hjemmekamp mod Hoffenheim var Burkardt igen afgørende. 

Allerede efter fire minutter bragte Jonathan Burkardt Mainz i front, og efter 24 minutter scorede angriberen så et vildt mål, da han på et langskud tordnede bolden op i krogen til slutresultatet 2-0. 

Efter slutfløjtet var Mainz-cheftræner Bo Henriksen selvsagt særdeles tilfreds med sin topscorer, der på Bundesligaens topscorerliste nu kun er overgået af Harry Kane og Frankfurts Omar Marmoush. 

- Det andet mål er selvfølgelig fremragende og utroligt. Verdensklasse! Jeg ved, at Jonny er en fantastisk spiller. Det er intet tilfælde, at han scorer de her mål, lød det ifølge Augsburger Allgemeine fra Bo Henriksen efter 2-0-sejren over Hoffenheim. 

Jonathan Burkardt, der i denne sæson har scoret ni mål i 12 Bundesliga-kampe, fik i oktober debut på Tysklands landshold. 

Med søndagens sejr kravler Mainz op på syvendepladsen i Bundesligaen, blot to point fra fjerdepladsen, der giver kvalifikation til Champions League.