Der er under to uger til, at transfervinduet åbner, og det kan blive et særdeles spændende transfervindue for Brøndby IF. Både forsvarsstjernen Andreas Maxsø samt topscorer Mikael Uhre kan således meget vel tiltrække sig interesse og måske forlade Vestegnen.
Og hvis det sker, skal Brøndby-tilhængere nok ikke regne med direkte afløsere. Det fortæller fodbolddirektør Carsten V. Jensen i podcasten “BrøndbyLyd”.
I podcasten erkender fodbolddirektøren, at det vil “usandsynligt” at hente en spiller, der har samme erfaring og kan levere samme målsnit som Mikael Uhre, og at Brøndby IF ganske enkelt ikke har råd til at afløse de to profiler en til en.
- Sagen er, at det er to tunge profiler (Mikael Uhre og Andreas Maxsø, red.) på holdet, og det må vi kigge på. Hvis man vil have det samme på markedet, som man afleverer, kender man også prisen. De penge har vi altså ikke til enkelte spillere. Der er vi bare ikke. Det er noget med at være mere realistiske og være smarte med det, vi gør.
- Selvfølgelig kigger vi på erfaring, men “proven perfomance” koster voldsomt meget, så det handler også meget om at kigge på sportsligt og økonomisk potentiale. Det er jo sagens kerne i det her og er en del af det her med at få et sundt Brøndby, hvor vi er langtidsholdbare og økonomiske ansvarlige.
- Jeg ved godt, at det er kedeligt at høre på, men det hænger sådan sammen. Indtil for et halvt år siden var vi ret ringe stillet i forhold til at kunne træffe valg, som kostede noget. Nu står vi meget bedre, og vi er i stand til at reagere på, hvad der nu skulle ske med truppen. Men vi kommer ikke til at sætte alt på et bræt og sige, at vi går all in på et eller andet vanvittigt med hensyn til de et eller to moves, der laves, lyder det fra Carsten V. Jensen i BrøndbyLyd.
Andreas Maxsø har en frikøbsklausul på blot 11 millioner kroner. Mikael Uhre har også blot et år tilbage af sin kontrakt, hvorfor januars transfervindue måske er sidste chance for de blå-gule til at tjene på angriberen.