OB hentede i januar Darko Bodul i østrigsk fodbold, og der var klistret store forventninger til kroatens ankomst i Ådalen. Men foråret blev en svingende fornøjelse for Bodul, der både viste elementer af sine store tekniske evner, men også ofte skuffede med mange dårlige præstationer.
I denne sæson skal det dog være anderledes. Bodul håber ikke mindst, at han med Marcus Pedersens afgang i klubben, kan få lov at blive trukket endnu længere frem på banen og operere som angriber. Og det skal helst kaste en del mål af sig.
- Jeg er faldet godt til i Odense, har gennemført forberedelserne uden problemer og er i fin form. Jeg er klar til at eksplodere i denne sæson, siger Bodul til SportFyn.
- Jeg skal ligge helt inde i feltet og i front. Og i denne sæson skal jeg score 15 mål. Det er min målsætning, tilføjer Bodul.
Bodul og resten af OB-mandskabet møder senere i eftermiddag SønderjyskE på hjemmebane.