Bo Henriksen: Det her sætter en streg under, hvad der er vigtigt i livet
AC Horsens har som alle andre taget myndighedernes opfodringer til sig, og det har skabt en helt ny hverdag i Superliga-klubben. En hverdag, der kredser om at undgå den omtalte coronavirus, der har sat Danmark på den anden ende.
Al fodbold er blevet aflyst i en periode på to uger, og dermed slipper AC Horsens-manager Bo Henriksen for at skulle lægge en taktik til weekenden.
Han har imidlertid også meget andet at tænke på.
- Der er vist rettidig omhu fra vores kære statsminister, og det bakker vi selvfølgelig 100 procent op om. Vi skal passe på vores ældre og de syge, mens det her står på, og det er et kæmpe ansvar, som vi alle er nødt til at tage på os, siger Bo Henriksen til tipsbladet.dk og fortsætter:
Læs også:Hvem træner, og hvem holder fri? Sådan tackler din klub coronapausen
. Først og fremmest føler jeg et kæmpe ansvar over for mine medarbejdere og deres ve og vel. Jeg vil gøre alt for at minimere riskoen for smitte, og vi har nærmest lukket alt ned. Vi er i decideret lockdown. I første omgang har alle fået fri til på mandag, så folk lige kan sunde sig og være sammen med familien. De skal ikke sættes i nogle utrygge situationer.
Hvad fremtiden bringer på kort sigt, er der stadig ikke helt klarhed over i den østjyske Superliga-klub. I disse dage er det svært at spå om ret meget.
- Vi skal have lavet en plan, og jeg overvejer mange ting. Det kan være, at spillerne får et træningsprogram med hjem, som de skal passe, og det kan være, at de skal møde op omklædte hjemmefra som i gamle dage og træne i små grupper på tre eller fire. Det må vi se på, siger Bo Henriksen.
AC Horsens-bossen fastslår samtidig, at fodbold er langt nede på listen over vigtige ting så længe, at Danmark er ramt af en pandemi.
Læs også:FC København-kamp i Tyrkiet står fortsat til at blive spillet
- På en eller andet måde så ender de hold, jeg træner, ofte i en alt-eller-intet-situation, og jeg siger altid, at der i bund og grund er vigtigere ting i livet. Fodbold er fodbold. Det her har været med til at sætte en tyk streg under, hvad der er vores vigtigste ansvar her i livet, og det er at passe på hinanden, og det er vores helbred og velvære. På en eller anden måde er det jo forfærdeligt, at vi skal så langt ud som samfund, som vi er i øjeblikket, før vi indser, hvad der er vigtigt, når det kommer til stykket, siger Bo Henriksen og slår fast:
- Nu har vi en unik mulighed for at vise, at vi kan stå sammen som nation. Det er nu, vi i Danmark skal vise, hvad vi kan.
Bo Henriksen tror, det er et meget sandsynligt scenarie, at Superligaen slet ikke genoptages, selv om den nuværende melding altså går på, at der spilles igen om to uger.
- Det er der da en meget stor risiko for. Forhåbentlig har vi handlet hurtigere, end man eksempelvis har set i Italien, men en pandemi kan tage mange uger. Det ser ud til, at landskampspausen bliver aflyst, og så kan det være, vi skal spille Superliga i landskampspausen. Der er mange muligheder i spil, og vi må holde os klar, men vi må ikke lukke øjnene for, at det hele kan blive aflyst. Det gælder også EM, og det vil være en kæmpe skam, fastslår han.
AC Horsens skulle have mødt topholdet FC Midtjylland på søndag.
Læs også:DBU forventer aflyste landskampe
Læs også:BREAKING: Superligaen indstiller foreløbig alle kampe - også AGF-Randers
Læs også:AC Horsens forlænger med målmandstræner