Superliga

Bjur: Årstal for guld ikke afgørende

Ole Bjur vil ikke sætte årstal på, hvornår Brøndby skal vinde mesterrskabet. Det handler om at bevæge sig frem.

Hvornår skal Brøndby være mestre igen? Benny Winther, næstformanden i Brøndbys bestyrelse, sagde på klubbens generalforsamling, at det først var realistisk at være udfordrer til FC København i sæsonen 2012/2013. Han sagde det på vegne af den fraværende formand Per Bjerregaard, der tre uger senere i et interview med Tipsbladet gentog ordene:

- Målet er at komme tættere på FCK, og så håber vi, at vi i 2013 kan være en realistisk udfordrer. Vi må være realistiske og sige nu, at med mindre der sker en eller anden revolution den ene eller anden vej, er det heller ikke realistisk at sige, at vi vinder i 2012, sagde Bjerregaard.

LÆS OGSÅ: Brøndby igang med næste vindue

Den nyansatte sportschef Ole Bjur er dog ikke meget for at gentage de ord. For ham handler det ikke om, hvornår Brøndby kan blive mestre. Det handler om at gøre fremskridt.

- Målet er at genvinde det danske mesterskab, og jeg håber allerede, at vi kan spille med om det i næste sæson. Men du får mig ikke til at sige, at vi skal være mester senest der og der. Det kan godt være, jeg vil det om et år. Men lige nu handler det om at finde vejen, der kan skabe stabil og positiv udvikling. Vi leder efter den vej, og den finder vi ikke bare med et knips på fingrene, siger Ole Bjur til tipsbladet.dk.

Sportschefen understreger dog, at klubben er godt i gang med det lange seje træk, der skal gøre truppen konkurrencedygtig i den absolutte Superliga-top. Derfor regnes de næste tre transfervinduer allerede nu med i planerne, når Brøndby vurderer truppen og dens sammensætning.

- Vi arbejder selvfølgelig videre med den stamme af spillere, der er her nu. Og vi har selvfølgelig også en klar fornemmelse af hvilke spillere, der kommer til at spille en vigtig rolle i fremtiden. Men det er ikke til at sige, hvad fremtiden bringer. Folk flytter sig, og der kan komme langtidsskader. Derudover skal vi hele tiden tænke langsigtet i forhold til, hvordan vi supplerer truppen, mens vi skeler til, hvad der kommer op nedefra, siger Ole Bjur.

LÆS OGSÅ: Ingen vilde CL-satsninger i BIF og OB

Hvor på banen Brøndby på kort sigt skal forstærke truppen, er der allerede nu flere meninger om. En angriber er på ønskelisten hos fansene, men Bjur ønsker ikke at remse planerne for sommervinduet op i pressen. Ligesom han derfor heller ikke vil udbasionere, om overskriften for næste vindue igen bliver at skære ned på truppen, hvorfra Daniel Wass i hvert fald forsvinder, ligesom (formentlig) Remco van der Schaaf, Ousman Jallow og Mikkel Bischoff.

- Det må vi tage til den tid. Vi gør os hele tiden overvejelser om, hvad det er, vi skal. Men det kan jeg ikke melde noget ud om.