Barcelonas fiasko på transfermarkedet

Bragt i Tipsbladet 5. april 2013

På onsdag vender han tilbage til Barcelona.

Det er snart tre år siden, at Zlatan Ibrahimovic forlod Camp Nou og blev Milan-spiller, og i sidste sæson var han på besøg med sin italienske klub, men alligevel handlede overskrifterne, da Paris Saint-Germain og FC Barcelona trak hinanden i Champions League, om, at Ibrahimovic skal op imod sin gamle klub. Rundt om i Europa har det i høj grad være temaet for de to kampe. 

På trods af at der er gået tre år siden skiftet væk fra klubben, på trods af at Barcelona har skiftet træner siden da, og på trods af at der er rigeligt med andre overskrifter at trække ned over en kamp mellem de seneste fem års storhold i europæisk fodbold og en klub, som på længere sigt gerne vil nå det niveau, er Zlatan Ibrahimovic hovedpersonen. Det er han fordi, han er Paris Saint-Germains største stjerne og manden, som skal levere, hvis Barcelona skal besejres, og fordi hans mislykkede transfer var så spektakulær: Ibrahimovic blev handlet som verdens næstdyreste spiller, var væk igen efter bare én sæson – og blev så efterfølgende en enorm profil i både Milano og Paris, senest med et mål og en assist i det første opgør mod Barcelona.

Siden exit’en har Zlatan Ibrahimovic gentagne gange fortalt om, hvorfor det ikke fungerede for ham i Spanien, først og fremmest i selvbiografien ”Jeg er Zlatan Ibrahimovic”. Zlatans mening om ”filosoffen” Guardiolas manglende nosser og udfrysning af svenskeren er blevet viderefortalt adskillige gange, men i Catalonien er historien om, hvorfor Ibrahimovic endte som en fiasko noget anderledes, fortæller Martin Tønner, bosat i Barcelona og medforfatter til bogen ”Den våbenløse hær – på sporet af FC Barcelona”. 

”Historien er meget kort fortalt, at Guardiola undervejs i sæsonen får den ide, at Messi skal spille falsk 9’er. Det får han succes med,” siger Martin Tønner om den taktiske rokade, der rykkede Messi fra højrekanten og ind centralt. Messi blev topscorer i den spanske liga i den sæson med 34 mål, og det var manøvren med at rykke ham ind på banens midte, der gjorde ham til en spiller, som i snit scorer mere end ét mål per kamp. Men den samme manøvre gjorde altså også Zlatan Ibrahimovic overflødig, og i forvejen havde den store angriber, trods et pænt antal mål, problemer med at vænne sig til den spanske stil. 

”Kommentatoren i spansk tv havde en meget skarp iagttagelse i første kamp mod Barcelona. Zlatan har stor succes med at modtage bolden med ryggen til mål og spille den videre. Det var det, som gav det udlignende mål. Fordi der bliver dømt, som der gør i Spanien, vil der ni ud af ti gange blive dømt frispark hernede. Det var ét element i hans fiasko. Det er så inkorporeret en del af hans spil at lave de der ting, og det blev slået i stykker for ham,” siger Martin Tønner, der ikke mener, at svenskeren nåede at falde til i det fintunede Barcelona-system. 

”Da han kom til og byttede med Eto’o troede jeg, at det ville blive godt, for Zlatan er en bedre kombinationsspiller, som lettere ville kunne glide ind end Eto’o. Men der er nogle mekanismer, som er så anderledes, end han var vant til. Nogle gange smed han bolden et eller andet sted hen, som jeg også, med min skandinaviske fodboldopdragelse, ville have gjort, hvis jeg var en god fodboldspiller. Men det var ikke det rigtige at gøre i FC Barcelona. Så smed han bolden et sted hen, hvor der ikke stod en medspiller, og den røg ud over sidelinjen, så han blev usikker på sig selv,” siger Martin Tønner.

Mens Zlatan Ibrahimovic altså dedikerer flere kapitler af sin selvbiografi til FC Barcelona og derudover ofte har udtalt sig om særligt Guardiola, hører man ikke mange kommentarer fra den anden lejr. Det er sjældent, at repræsentanter fra FC Barcelonas sportslige ledelse taler om den svenske spiller, og hvordan kan det være, at klubben ikke forsvarer sig mod de mange verbale angreb?

”Det her er en større historie for Zlatan, end det er for FC Barcelona. Det viste sig jo at være det rigtige. Messi har aldrig været bedre, end siden han fik den rolle. Jeg har fulgt Barcelona i mange år, og jeg har aldrig set dem spille så godt, som de har gjort de sidste to sæsoner. Der var perioder i sidste sæson, hvor de var helt forrygende, da Fàbregas spillede godt, og han og Messi lå og byttede position, så man aldrig vidste hvem, der spillede hvor,” siger Martin Tønner.

Det er Messis skyld
Zlatan Ibrahimovic er den dyreste og mest t t opsigtsvækkende, men han er ikke den eneste spiller, der er floppet i Catalonien i gennem de seneste par år. Paradokset er, at mens Barcelona har imponeret stort på banen, siden Guardiola blev ny manager i sommeren 2008, har klubben lavet en række yderst tvivlsomme indkøb – i værste fald elendige. 

For hver en Gerard Piqué har der været en Martín Cáceres. Flere spillere har forladt klubben efter bare en enkelt sæson og i nogle tilfælde har de ikke engang spillet en kamp for klubben.

De seneste to somre har Barcelona kun hentet to spillere per vindue. Det har til gengæld været etablerede spillere med en fortid i markante klubber, men ud af Alexis Sánchez, Cesc Fàbregas, Alex Song og Jordi Alba har kun sidstnævnte været en entydig succes. Hvorfor er det så svært for selv profilerede spillere at slå til på Camp Nou?

”I angrebet er det rigtigt. Der har der været flops. Alexis kan man godt skrive på listen, for han er en katastrofe. Han brænder den ene chance efter den anden. Han blev købt som en spiller, der skulle være god én mod én, og han har nærmest ikke afdriblet en mand i halvanden sæson. Han er blevet kyst fuldstændig. Jeg tror, det er svært at spille sammen med Messi. Messi suger al opmærksomheden til sig, og det er ham, som Iniesta og Xavi spiller op til,” siger Martin Tønner.

Noget er der om snakken. For godt to år siden udtalte Xavi til The Guardian, at han har særlig fokus på Messi.

”Når Leo ikke er involveret i spillet, er det som om, han bliver irriteret. Så er den næste aflevering til ham,” sagde Xavi dengang om den lille argentiner, som eksempelvis har forvist David Villa, det spanske landsholds mest scorende spiller nogensinde, til venstrekanten, hvor han i sin Barcelona-tid indimellem har kæmpet gevaldigt for at finde sit spil.

Til gengæld mener Martin Tønner, at der er flere eksempler på defensive spillere, som er kommet til og har gjort det godt.

”Det er rigtigt, at man kan pege på Tjigrinskij, men man kan også tage Mascherano, som har været fantastisk. Umiddelbart troede man, han blev købt, fordi han var gode venner med Messi, men han har været en stor gevinst for holdet, og det er et kæmpe problem, at han er blevet skadet. Han har været en gevinst på banen, men også udenfor. De kalder ham Jefecito, den lille boss, og han er vigtig for omklædningsrummet. Adriano har også været et godt køb. Han har været meget skadet, men når han spiller, er han god. Song kan man diskutere, men det var lidt en nødløsning,” siger Martin Tønner.

Det vanskelige system
”La Masia-XI sender chokbølger kloden rundt”

Sådan lød rubrikken på FC Barcelonas hjemmeside i anledning af, at klubben i november sidste år ude mod Levante undervejs i kampen stillede med 11 spillere, som alle var opdraget i klubbens egen ungdomsafdeling. I Barcelona er man, som hjemmesiderubrikken antyder, meget stolte over talentarbejdet, som gennem årene har beriget førsteholdet med en række store stjerner, og klubben har en klart defineret spillestil og kultur, som spillerne lærer op gennem rækkerne. Den har betydet, at Xavi, Andrés Iniesta, Lionel Messi og alle de andre har kunnet gå ind på førsteholdet og helt naturligt spille det spil, de er opdraget til. Størstedelen af staben omkring førsteholdet er også formet som spillere eller trænere i Barcelona.

Men den gennemsyrende kultur kan være et af de problemer, som hæmmer spillere udefra. Den skotske journalist og forfatter Graham Hunter har skrevet den anmelderroste bog ”Barça – Verdens bedste fodboldhold”, og han beskriver problematikken med Zlatan Ibrahimovic og Dmitrij Tjigrinskij som eksempler. Tjigrinskij blev hentet af Barcelona i sommeren 2009 og blev beskrevet som en spiller for fremtiden, men den hundedyre ukrainske midterforsvarer var væk allerede i 2010 efter en sæson, hvor hans ellers roste evner med bolden viste sig slet ikke at fungere i Barcelona.

”Barças spillere og stab taler meget om ”automatismos” - vaner, som er blevet så indgroede, at man udfører dem uden at tænke over det. Tjigrinskij kunne ikke lære dem, hans naturlige instinkt var at slippe bolden hurtigt, og han gik helt kold, når han skulle være med i det opbyggende og fremadrettede spil (…) De to store mænd, Zlatan og Tjigrinskij, som man mente, kunne tilføre noget fysik til truppen, viste, at selv om de besidder mange kompetencer, så manglede de evnen til at tilpasse sig Barças spillestil,” skriver Graham Hunter i bogen.

Martin Tønner er enig i, at den meget indoktrinerede spillestil kan være et problem.

”Det tror jeg helt klart. En spiller som Pedro er relativt teknisk begrænset, og hvis han ikke var opvokset i systemet, ville han ikke have haft en ærlig chance. Det er en kæmpe fordel, at de kan hive nogle unge drenge op, og så kan de spille på et meget fornuftigt niveau, fordi de har været vant til at spille på den måde. Omvendt giver det problemer med at integrere folk udefra,” siger Martin Tønner.

Det bedste eksempel på, hvor finindstillet systemet er, er Cesc Fàbregas. Han blev skolet i La Masia, inden han rejste til London og Arsenal, men dårligt havde han forladt Catalonien, før lobbyarbejdet for at få ham hjem igen begyndte. Ivrigt blandede spillerne sig i, og blandt andet blev Xavi citeret for at sige, at Fàbregas havde ”Barça-dna”. På sigt blev han set som den perfekte afløser for netop Xavi, men siden ankomsten i 2011 har han endnu ikke helt slået igennem. Det er både den hårde midtbanekonkurrence, men også systemet, der har drillet.

”Det har været en radikal forandring i mit liv, og hvad enten man kan lide det eller ej, har det været svært at tilpasse sig. Jeg gik fra at spille med komplet frihed til at bevæge mig til Barcelona, hvor spillet er mere positioneret. Det var en udfordring, og jeg gik gennem en periode, hvor det bekymrede mig,” udtalte Fàbregas.

Når selv en spiller med fortid i Barcelona og et langt ophold i Arsenal med fokus på boldbesiddende fodbold har problemer, må der være noget om snakken.

Duksedrengene
Zlatan Ibrahimovic peger på et andet markant særpræg i Barcelonas kultur i ”Jeg er Zlatan Ibrahimovic”: Duksene. 

”Helt ærligt, ingen af fyrene opførte sig som stjerner, og det var underligt. Messi, Xavi og Iniesta, hele slænget, var som duksedrenge. Verdens bedste fodboldspillere stod og bukkede, og jeg forstod ingenting. Det var latterligt. Hvis trænerne i Italien siger hop, spørger stjernerne: Hvorfor? Hvad skal vi hoppe for? Her hoppede alle på det mindste vink. Jeg passede ikke ind, slet ikke,” skriver Ibrahimovic i bogen.

Martin Tønner kan kun til en vis grad følge svenskeren, for der er plads til forskellige typer på Camp Nou.

”Hvis man tager de ledende spillere fodboldmæssigt, Iniesta, Xavi og Messi, er det nok rigtigt, men der er også en type som Puyol eller for den sags skyld Dani Alves, som for nylig var ude og sige, at ”Zlatan er helt normal, han er lige som mig”. De der spradebasser findes også i Barcelonas omklædningsrum, men de underordnede sig Guardiolas regime. Forskellen er nok, at Zlatan ser sig selv som en af verdens bedste fodboldspillere, og i Barcelona er der kun plads til, at Messi gør det,” siger Martin Tønner.

Onsdag får Zlatan Ibrahimovic endnu engang muligheden for at sætte handling bag de mange ord. Men prædikatet som den dyreste af en lang række fiaskoer i storklubben forsvinder nok ikke lige foreløbig.