Mustapha Bundu fik godt et kvarter på banen i sæsonpremieren for RSC Anderlecht, men ellers har angriberen fra Sierra Leone end ikke været i truppen i den belgiske liga. Det tyder altså ikke på, at kantspilleren indgår i klubbens planer.
Nu skriver Het Laatste Nieuws så også, at der er transferinteresse for den tidligere Superliga-stjerne.
Klubber fra Danmark og Frankrig skal således være interesserede i Mustapha Bundu, skriver avisen, der til gengæld ikke sætter navn på nogen af den 24-årige hurtigløbers bejlere.
Mustapha Bundu var i foråret udlejet fra RSC Anderlecht til FC København med begrænset succes. Kun én scoring og to oplæg blev det til, og FC København valgte ikke at udnytte den købsoption, de havde på spilleren.
Tidligere har han haft større succes hos AGF. I det århusianske spillede han fire sæsoner fra 2016 til 2020, og i den sidste sæson scorede han 10 mål og lagde op til 12 kasser på 30 kampe.
I RSC Anderlecht har Mustapha Bundu kontrakt frem til 2024.