FC København har allerede afløseren for Mohamed Daramy klar.
Ifølge Ekstra Bladet betaler københavnerne 25 millioner kroner for Slavia Prag-spilleren Peter Oladeji Olayinka, som skifter til hovedstadsklubben med øjeblikkelig virkning.
25-årige Peter Olayinka har tidligere vist sig frem for danske klubber tidligere. Han var med for Slavia Prag i begge opgør mod FC Midtjylland i sidste sæsons Champions League kvalifikationskampe, og så spillede han det ene opgør mod FC København to år tidligere i Europa League.
Typemæssigt har han flere fællestegn med Daramy, som han afløser. Han er en teknisk stærk fløjspiller, der udfordrer sine direkte modstandere på siderne, ligesom han også besidder en stor fart trods en højde på 188 centimeter.
Det var ventet, at Olayinka skulle sælges denne sommer, da klubben havde lovet ham det efter den fejlslagne Champions League-kvalifikation. Nu får FCK altså gavn af kantspilleren, som har været en af profilerne i den tjekkiske liga i de sidste tre år.
Tidligere fik han sit gennembrud i belgiske Zulte-Waregem.
Han scorede 11 gange i 39 kampe for Slavia Prag på tværs af alle turneringer i sidste sæson. I denne har han misset de seneste ugers kampe på grund af en ankelskade. Han har også repræsenteret Nigerias A-landshold to gange.