FC København vil forsøge at afskibe Paul Mukairu, Mamoudou Karamoko og Khouma Babacar i løbet af sommerens transfervindue.
Snart kan "løverne" være en tredjedel af vejen.
Ifølge Tipsbladets oplysninger er Mamoudou Karamoko tæt på at skifte til den ungarske klub Ujpest FC. Franskmanden befinder sig lige nu i Ungarn og ventes at indgå en lejeaftale med en købsoption.
Den 25-årige angriber er ikke rejst med FC København-truppen til Østrig, hvor holdet lige nu er på træningslejr, og han har fået grønt lys til at lede efter en ny klub - den ser han nu ud til at have fundet i Ujpest.
Franskmanden var i sidste sæson udlejet fra FC København til Fehervar, så han kender ungarsk fodbold. I Fehervar havde han svenskeren Bartosz Grzelak som cheftræner, og han blev for få uger siden ansat i Ujpest. Det er på hans opfordring, at klubben nu er tæt på at indgå en aftale med FC København om Karamoko.
Mamoudou Karamoko kom til FC København i januar 2022 og er noteret for 10 kampe for "løverne".