Superliga

Aabech-sagen kører mod Randers

Randers FC kan være i problemer. Overfor blandt andet DBU har Lyngby påtalt jydernes ageren i deres forsøg på at kapre Kim Aabech.

I jagten på overlevelse handlede og agerede Randers FC særdeles aktivt i vinterens transfervindue. Syv nye spillere kom til klubben i løbet af januar måned, men det kunne have været otte. I vinduets sidste dage gik kronjyderne således langt for at sikre sig en transfer af Lyngbys topscorer, Kim Aabech. Også for langt.

I et interview med sporten.dk den 29. januar bekræftede Kim Aabech, at han havde været i dialog med Randers FC. Og det er ulovligt. En udefrakommende klub, som Randers FC, må således ikke kontakte en spiller uden spillerens nuværende klubs vidende og accept. Kun hvis spilleren har under seks måneder tilbage af sin kontrakt, er det i orden. Og da Lyngby har papir på Kim Aabech til sommeren 2012, og Lyngby - ifølge klubben selv - aldrig hørte fra Randers, har den kronjyske klub brudt DBUs og FIFAs regler.

Indtil nu har det været uvist, om der ville komme en sag ud af Randers FC's lovbrud, men i går blev miseren bragt op på et møde i Divisionsforeningen. Med det resultat, at der nu kører en sag mod klubben fra Gudenåens udløb.

- Jeg kan bekræfte, at Lyngby Boldklub har påtalt overfor DBU og Divisionsforeningen, at vi mener regelsættet er brudt, og det vil vi gerne have dem til at forholde sig til. Der er ingen tvivl om, at der er sket et brud på reglerne, og det ved Randers. Nu afventer vi en afgørelse, siger Lyngbys bestyrelsesformand, Torben Røsler, til tipsbladet.dk.

Nu ligger sagen formentlig på DBUs bord, og det er unionen der skal bringe den videre. DBU ønsker dog ikke at udtale sig om påtalen fra Lyngby, og det samme gør sig gældende for Divisionsforeningen, der er de danske divisionsklubbers forening.

- Jeg må og kan ikke udtale mig om konkrete sager, siger foreningens direktør Claus Thomsen.

Det behøver han dog heller ikke, da det i første omgang er DBUs og FIFAs regler, der gælder. Først når sagen er behandlet her, kan Divisionsforeningen beslutte, om det er sket et brud på branchereglerne, som foreningen henholder sig til.

I Randers FC har direktør Jacob Nielsen ikke de store kommentarer til Lyngbys påtale overfor DBU. En ting vil han dog sige.

- Vi føler, vi har en god sag, men det er ikke en sag, vi har lyst til at diskutere gennem medierne, bedyrer han.

Kendes Randers FC skyldig i at have brudt reglerne, behandles sagen individuelt, og sanktionsmulighederne er derfor umulige at spå om.