AaB har ikke vundet over FC Midtjylland i Herning siden 2014. Lidt dyster statistik, og nordjyderne har stadig ikke vundet efter et snævert nederlag søndag aften på 1-0.
Gæsterne fra AaB havde dog ellers masser af muligheder. Overtal en stor del af anden halvleg kunne have givet bedre udbytte, men sådan skulle det ikke gå. Noget der ærgrer AaB-profilen Lucas Andersen:
- Jeg synes i hvert fald, at vi havde fortjent mere end nul point. Det hænger dog ikke sammen i 2. halvleg, hvor vi bliver urolige i vores spil og træffer dumme beslutninger. FC Midtjylland er gode på standarder, og det rammer os. Vi misser også straffe, så det er irriterende, siger Lucas Andersen til TV3+ efter kampen
Nederlaget gør ekstra ondt på en dag, hvor AaB faktisk kunne have hentet den første sejr i Herning siden 2014:
- Vi kan ikke bede om et bedre kampbillede. Vi spiller også en god 1. halvleg, hvor vi har styr på det hele. Vi brænder desværre straffe, men så får de en mand smidt ud. Så skal man jo spille på samme måde, men så prøver vi at spille igennem midten i stedet for at bevare roen, udtaler AaB-profilen.
AaB møder i næste runde Esbjerg fB på hjemmebane.