Video : Tipsbladet
Skandinavien

Dansk angriber i klubskifte: Han bliver vigtig

27-årig dansk angriber har skiftet klub i Sverige, hvor han forlader Östers IF for at spille for Trelleborgs FF.

Han fik sin fodboldopdragelse i Brøndby IF, og efter at have spillet i de danske divisioner og en enkelt sæson i Superligaen for FC Helsingør, har angriber Nicolas Mortensen bevæget sig mod nord for at finde succes i fodboldkarrieren.

Danskeren, der er lillebror til AGF-angriber Patrick Mortensen, spillede for svenske Östers IF, men er netop blevet præsenteret hos konkurrenten Trelleborgs FF.

Her skal Nicolas Mortensen, der har fået en aftale, der løber frem til udgangen af 2024, være med til at sikre, at holdet spiller med om oprykning til den bedste svenske række, Allsvenskan.

- Vi har selvfølgelig kendt godt til Nicolas, da han har været en dygtig spiller i Superettan i den seneste sæson, og da vi fik at vide, at det kunne blive aktuelt at skifte, viste vi interesse. Nu er alt løst, og vi er meget glade for at kunne præsentere Nicolas som TFF-spiller, siger Salif Camara Jönsson, sportschef i Trelleborgs FF, til klubbens hjemmeside.

Han forklarer om danskeren:

- Nicolas er en farlig angriber, der kan score med fødderne og med hovedet. Han tilføjer en dimension i straffesparksfeltet, som vi savnede, og at få den type spiller ind på holdet er noget, vi kiggede på i et stykke tid. Jeg tror og håber, at Nicolas bliver meget vigtig for os i denne sæson.

Nicolas Mortensen skal spille i trøje nummer 9 for Trelleborgs FF.