Serie A

Storm forklarer klubskifte

Læs om interessen fra Serie A, klausuler og fremtidsplaner.

Det kom bag på de fleste, da Bo Storm tidligere på sommeren skiftede til den italienske Serie C klub U.S. Pergocrema.

Og det lå heller ikke hele tiden i kortene, at turen gik dertil.

- Det startede egentlig for et år siden, hvor Bologna fra Serie A var interesseret, og det var de så igen nu her. Men de ville leje mig ud i den første tid, og jeg ønskede ikke at være ejet et sted og spille et andet, siger Bo Storm til tipsbladet.dk og fortsætter.

- Min agent fik kontakt til en række italienske agenter, som anbefalede Pergocrema som et godt sted at starte i italiensk fodbold, og så begyndte vi at finde ud af tingene, forklarer Storm.

Danskeren kendte ikke klubben på forhånd, og han har også sikret sig ikke at spille Serie C fodbold i flere sæsoner.

- Klubben har sagt til mig, at vi skal skal rykke op, men omvendt har jeg sikret mig en del klausuler, så jeg kan komme væk, hvis vi ikke rykker op, siger den 22-årige dansker, der har fremtidsplanerne klar.

- Jeg vil op på højeste niveau og spille, så dette her er forhåbentlig et lille skridt tilbage, før jeg kan tage et stort skridt frem, og samtidig får jeg en ny kultur og et nyt sprog forærende, siger han.