Forventningerne til Jesper Lindstrøm var store efter skiftet til Napoli sidste sommer, men opholdet i Serie A må indtil videre beskrives som en stor skuffelse for den den danske landsholdsspiller.
Fredag måtte Jesper Lindstrøm nøjes med fire minutter på banen, da Napoli spillede 2-2 mod Fiorentina, og efter kampen har Napoli-cheftræner Francesco Calzona indikeret, at Jesper Lindstrøm som spillertype faktisk ikke passer særligt godt til Napolis spillestil.
- Han har aldrig spillet som offensiv midtbanespiller. Han var en af to offensive midtbanespillere i sin tidligere klub (Frankfurt, red.), men han lå på kanten. Han er en spiller, som har brug for plads. Napoli er et hold, der i årevis primært har spillet på de sidste 40 meter af banen.
- En knægt, som har det svært i én-mod-én-situationer, vil få svært ved at tilkæmpe sig en plads på det her hold, lyder det, ifølge Tutto Napoli, fra Francesco Calzona.
Udover det sene indhop mod Fiorentina har Jesper Lindstrøm blot fået spilletid i én ligakamp siden marts. Det var i 1-1-kampen mod Udinese i begyndelsen af maj, hvor Lindstrøm startede inde.
I hele sæsonen har den tidligere Brøndby-profil blot spillet to Serie A-kampe fra start, selvom han var Napolis dyreste indkøb sidste sommer, med en pris på over 200 millioner kroner.