Casper Tengstedt har fået en fornem start på tilværelsen i Hellas Verona.
Danskeren, der er udlejet til støvlelandet fra Benfica, har således scoret tre mål i fem kampe og snitter en scoring for hvert 96. minut på banen.
Den seneste scoring kom i mandagens kamp mod Gustav Isaksen og Lazio, som Hellas Verona dog trods alt endte med at tabe 1-2.
Og efter den kamp roser Pablo Zanetti, cheftræner i Hellas Verona, Casper Tengstedt.
- Jeg så en god præstation. Han scorede og gjorde, hvad han skulle. Han er rigtig godt i gang med at falde til, og jeg håber, at han og holdkammeraterne kan vokse sammen, hvad angår effektiviteten, siger Pablo Zanetti ifølge Tuttomercatoweb.
Selvsamme medie, altså Tuttomercatoweb, giver også den danske målræv en fornem karakter. Han får 6,5 på deres skala fra 1-10, og det gør ham til holdets bedste sammen med midtbanespilleren Reda Belahyane.
Succesen kommer tiltrængt for Casper Tengstedt efter halvandet svære år i Benfica, hvor han fik begrænset med spilletid, men trods alt står noteret for fire mål og syv assister i 35 kampe.
Casper Tengstedt og Hellas Verona er nummer syv i Serie A efter fire runder.