Thomas Kristensen sprudler af selvtillid.
Det kører nemlig som smurt for danskeren, da Udinese topper Serie A med ti point efter fire kampe.
Den danske forsvarer har lidt svært ved at forstå den store succes.
- Vi har fået klare retningslinjer, og det virker til, at truppen har godt imod dem. Vi har fået skrabet de point sammen, som skulle til i forhold til den seneste sæson. Den største forskel er kvaliteten i truppen, og vi har fået nogle ind, så truppen er stærkere, siger Thomas Kristensen i et interview med Tipsbladet.
- Det er gået meget godt.
Mange ting har ændret sig, siden den italienske legende Fabio Cannavaro blev fyret i juni.
- Fabio Cannavaro røg, og det var lidt en overraskelse for de fleste. Vi har så fået en ny træner ind (tyske Kosta Runjaic, red.), og det er mega-spændende. Han kommer med en masse fine ting. Han snakker kun engelsk, hvilket er en stor kontrast til det, som var der før. Jeg har en god relation til ham.
Artiklen fortsætter under billedet.
'Gå efter guldet?'
Det gode spil får også danskeren til at sende en sjov og kæk bemærkning om Udineses ambitioner.
- Nu ligger vi i pole position, så vi skal bare fortsætte med det og gå efter guldet, ikke?, siger han med et stort smil og tilføjer.
- Ej, vi har fået en bundsolid start på sæsonen, men vi vil bevare benene på jorden og få et godt afsæt. Der er spillet fire kampe af sæsonen. Der er ingen grund til at håbe på alt muligt. Vi må tage kamp for kamp, og så må vi se, hvor det bringer os hen.
Selvom den seneste sæson ikke var en dans på roser for Udinese, så har danskeren været glad for at være i den italienske klub.
- Jeg kom herned i den første sæson, og de havde en skarp plan med mig, og jeg fik en masse spilletid. I den her sæson kan jeg mærke, at jeg er en stor del af projektet, siger Thomas Kristensen til Tipsbladet.
Nu skal danskeren forsøge at fortsætte det gode spil, når næste opgave er mod Roma på udebane på søndag.
Han kom til den italienske klub fra AGF i september 2023.