Morten Frendrup har været en stor stjerne for Genoa, siden han for to år siden forlod Brøndby IF.
Og mandag aften rundede den defensive midtbanespiller en stor milepæl i den norditalienske klub, da han spillede sin kamp nummer 100 i den blårøde trøje.
Jubilæet blev et mindeværdigt et af slagsen for Morten Frendrup, da Genoa på udebane vandt 1-0 over Parma. Det var sæsonens blot anden sejr, som samtidig betød, at Genoa spillede sig væk fra sidstepladsen i Serie A.
Efter kampen kunne det lokale medie GenovaToday ikke holde rosen tilbage over for Morten Frendrup, som de vurderede til at være banens bedste.
-
Han er overalt på banen og gør alting, han ødelægger modstanderens spil og sætter gang i sit eget hold. Derudover fandt han pladsen offensivt, og hans afslutning i første halvleg havde også fortjent mere held.
Opgøret var også helt særligt, fordi det blev comebacket til Mario Balotelli i Serie A. Den tidligere italienske stjerneangriber blev hentet til Genoa i sidste uge, men kom allerede i spil til kampen mod Parma, hvor han blev skiftet ind efter 86 minutter.
Den lidt overraskende retur til den bedste italienske række kommer, efter Balotelli de seneste år har været forbi schweizisk og tyrkisk fodbold, hvor han har repræsenteret FC Sion og Adana Demirspor. Italieneren spillede senest en kamp i Serie A i sæsonen 2019-20, hvor han repræsenterede Brescia.