I de seneste tre sæsoner har Felipe Anderson været en vigtig del af Lazio, men det slutter til sommer, når hans kontrakt udløber med den italienske hovedstadsklub. Her skifter han til brasilianske Palmeiras.
Det kommer givetvis til at betyde en del for danske Gustav Isaksen, som har sin debutsæson i Serie A i år, hvor det i høj grad har været førnævnte offensivspiller, som han har kæmpet med spilletiden om.
Begge har det bedst på højrekanten, og med Anderson ude af klubben til sommer, så er der udsigt til en del mere græstid for den nye danske landsholdsspiller.
Det har dog ikke været umuligt for Isaksen at komme i kamp for Lazio i denne sæson, hvor han har været med i 27 liga-kampe ud af de 32, som er spillet nu. Det har dog ofte været som indskifter.
I en story på Instagram har Felipe Anderson peget på, at det ikke kunne lade sig gøre at blive enige om en ny aftale med Lazio på det seneste, men at han altid vil være professionel i klubben.
𝑈𝑛𝑎 𝑠𝑐𝑒𝑙𝑡𝑎 𝑠𝑒𝑚𝑝𝑙𝑖𝑐𝑒! 🤭
Da Itália para o #MaiorCampeãoDoBrasil! Felipe Anderson acerta com o Verdão! 🆕💪 ➤ https://t.co/eifCyfiYuE#AvantiPalestra pic.twitter.com/rzlcHoQnK4— SE Palmeiras (@Palmeiras) April 15, 2024
Det er i alt blevet til 319 kampe for brasilianeren, som i en periode mellem 2013 og 2018 også var i Lazio, hvor et ophold i Premier League-klubben West Ham er kommet i mellem de to perioder i Rom-klubben.
I denne sæson er Lazio indtil videre på syvendepladsen.