Video : Tipsbladet
Superliga

Det kan I simpelthen ikke mene alvorligt, FCM!

Tipsbladet stiller skarpt på mandagskampen mellem Silkeborg IF og FC Midtjylland.

SILKEBORG (Tipsbladet):

Silkeborg IF-FC Midtjylland 3-0 (3-0)
1-0 Tonni Adamsen (17')
2-0 Anders Klynge (28')
3-0 Stefan Teitur Thordarsson (45')

Kampens bedste:

Silkeborg IF
Der er oprigtigt svært at vælge efter den flotte første halvleg, SIF spillede, for det var i sandhed en kollektiv toppræstation i Kent Nielsens, trænernes og hele Silkeborgs ånd.

Men Tonni Adamsen får den alligevel, dels for det meget flotte mål, dels for evnen til at finde rum og skabe dem for holdkammeraterne i en grad, der gjorde FCM-spillerne totalt rundtossede i 45 minutter.

Alexander Lind sled og slæbte oppe foran, Mark Brink fordelte spillet flot, Oliver Sonne piskede op og ned ad sidelinjen, og SIF lignede i aften virkelig et hold, der kommer til at byde AGF på fodboldfest i Parken torsdag i næste uge.

Men Tipsbladets udsendte kunne altså ikke stå for det, Adamsen leverede, så han løber med udmærkelsen.

FC Midtjylland
Det er godt nok tæt på lukketid i butikken med bland-selv-slik, det her, hvor mange af bøtterne er tomme, og ekspedienten bare gerne vil hjem.

Men ok, Oliver Sørensen klør på og klør på og klør på, selv når situationen er håbløs, og det er absolut en brugbar kvalitet i den flotte karriere, der allerede er i fuld flor og kommer til at byde på mange gode oplevelser.

Kampens værste:

Hvad i alle verdens riger var det for en formation, taktisk tilpasningsevne og kamp i første halvleg, FC Midtjylland?

Tre midtstoppere i en 3-4-2-1-formation og en intention om at sætte Darío Osorio og Franculino i scene inde centralt og bruge dem i et centralt pres fungerede slet, slet, slet ikke.

FC Midtjylland lignede hele første halvleg et hold i undertal efter en udvisning med et væld af løbedueller til midtstopperne, stor afstand mellem spillerne og det, der oppe fra pressepladserne i hvert fald lignede tvivl om, hvem der præcist skulle gøre hvad.

I 181 dage havde Silkeborg IF ikke vundet en kamp og ofte haft uendelig svært ved at skabe og især score på chancer – FC Midtjyllands trænerteam og spillerne får en meget hård dag i videosalen i morgen, når denne kamp skal evalueres.

SIF var sjældent gode i dag og udnyttede flot chancerne i 1. halvleg, men det kan simpelthen ikke passe, at FCM i en hel halvleg ser ud som om, man aldrig har set Silkeborg IF's kombinationsspil eller positionsskifte før.

Det dur ganske enkelt ikke, når nu Brøndby og FCK har set møre ud, at man formøbler en mulighed  på den måde, og efter fire point i fem slutspilskampe virker opgaven nærmere at holde FC Nordsjælland bag sig end tro, man kan matche FC København og Brøndby IF den sidste måned.

Kampens detalje:
Stefan Teitur Thordarsson kommer, som mange andre islandske fodboldspillere, ud af en stærk sportsfamilie, og sikke et hug, islændingen leverede til 3-0.

Thordarsson var i det hele taget en pestilens for FC Midtjylland i første halvleg med en masse bevægelse dybt i banen, FCM slet ikke kunne håndtere.

SIF har ikke mange udlændinge, men det her stykke islandsk lavasten kommer man til at savne, hvis han som ventet ikke forlænger og bliver solgt til sommer før kontraktudløbet ved nytår.

Oliver Sonne var tæt på at nappe prisen med et frækt spark langt ude fra, hvor Jonas Lössl var et stykke fra eget mål, men bolden dumpede ned i nettaget i stedet for den '4-4-4-0', som stadionspeakeren kækt sang på i pausen.