SILKEBORG (Tipsbladet): FC Midtjyllands målmand Jonas Lössl tog sig, ligesom Tipsbladets udsendte, i at tælle antallet af Silkeborg- og FC Midtjylland-spillere i 1. halvleg af Superliga-opgøret mellem de to klubber på Jysk Park.
For selv om alle naturligvis var klar over, at en professionel fodboldkamp spilles med 11 mod 11 på det niveau, kunne man komme i tvivl undervejs i Silkeborgs total-dominans i de første 45 minutter, hvor FC Midtjylland konsekvent halsede efter i SIF's veltimede pasningsspil.
FC Midtjyllands cheftræner Thomas Thomasberg er på ingen tænkelig måde den type fodboldtræner, der kan beskyldes for at skøjte let hen over forberedelser og analyse, slet ikke med medaljer og Europa på højkant, og FCM-træneren var da også særdeles træt af den måde, FC Midtjylland var blevet kørt af Silkeborg.
FCM har tidligere haft succes med at skifte over fra den sædvanlige 4-4-2 til at møde Silkeborgs pasningsspil med højt pres og en forsvarskæde med tre midtstoppere og to wingbacks.
Men mandag så formationen fra start ud til at forvirre FCM-spillerne, der naturligvis har øvet formationen men overhovedet ikke viste tegn på det med et hav af fejl og manglende koordination, når SIF spillede sig forbi det første pres.
- Vi kom til at løbe alt for meget efter dem. Og det kom en domino-effekt, hvor flere ting kom til at se dårlige ud oveni, siger Thomas Thomasberg.
- Jeg tror, at spillerne kommer i tvivl undervejs, både med hvem der skulle tage hvem, og så er der en spiller, der tøver lidt og kommer til at løbe lidt efter, og så bliver afstandene for store, og vi får svært ved at forsvare. Der var flere ting, der ikke sad, som de skulle.
Der er ingen garanti for, at FC Midtjylland havde spillet bedre i en 4-4-2-formation på det, der også lignede en total offday, der også gjaldt det offensive spil, hvor FC Midtjylland nærmest ikke kom til chancer ud over en tilfældig bold, Franculino var lige ved at nå, og en stor hovedstødschance til Oliver Sørensen.
Men formationen lignede ikke en styrke, ligesom den ikke gjorde i en lignende første halvleg mod AGF for to måneder siden, hvor FCM også gik over til en trebackkæde og blev totalt overløbet i de første 30 minutter.
- Vi skal være dygtige i det puslespil, vi lægger, både i forhold til, hvem vi sætter på banen, og hvordan vi gør det. Der kan også være stor forskel på en 4-4-2 i presset, og hvem der gør hvad, alt efter de spillere, man vælger. Her blev det mere synligt, fordi vi stillede op i en anden formation, end vi plejer at sætte. Det var en dum beslutning i forhold til, at der stod 3-0 ved pausen, siger Thomas Thomasberg.
Det mindede på nogle måder om kampen i Århus, hvor I også blev udspillet i starten af kampen?
- Det var heller ikke en god beslutning. Det kunne godt være, vi skal gemme den formation lidt væk, siger Thomas Thomasberg.
FC Midtjylland spillede med Bo Henriksen som cheftræner i sæsonen 2021/22 ofte med en trebackkæde og vandt pokalfinalen og kom tæt på et dansk mesterskab.
Da FCM vandt sit andet mesterskab i 2018, var det også med en dengang særdeles solid trebackkæde i Kian Hansen, Erik Sviatchenko og Bubacarr Sanneh, der var svære at passere.