Superliga

Olsen forventer svær kamp mod Randers

Lars Olsen tror, at Randers FC's Ove Christensen-effekt kan komme på lørdag, når han og OB gæster Randers. Flere af OB's profiler er tvivlsomme.

OB og Lars Olsen fører SAS Ligaen og gøres af mange eksperter og rivaler til mesterskabsfavoritter. Alligevel tror fynboernes træner ikke på, at det bliver en walkover, når OB lørdag gæster Randers og Essex Park.

- Netop den næste kamp ser jeg som utrolig vanskelig. John Faxe er stoppet deroppe, og de har fået ny træner. Det giver ny energi, for alle vil vise, at de vil være med. Man så det på deres kamp i Aalborg, hvor reaktionen kom i anden halvleg. Det styrker moralen på deres hold, og kampen på lørdag er den første hjemmekamp med ny træner, så jeg tror, at det bliver svært for os, siger Lars Olsen til OB's hjemmeside.

Solbakkens spin
På det seneste har FCK's træner Ståle Solbakken forsøgt at udråbe OB til favoritter til mesterskabet, og derfor bør OB også være favoritter til at tage de tre point mod Randers, der i hidtil 12 kampe har snuppet sølle tre point.

- Det er måske for at lægge lidt favoritværdighed over på os, som han har forsøgt tidligere på sæsonen. Men samtidig er det vel et udtryk for respekt, for jeg tror, at FCK har respekt for OB, ligesom OB har for FCK. Der er ingen lette kampe i ligaen, og man ser, at holdene fra bunden af rækken kan tage point, når man allermindst venter det. Og sådan tror jeg, at det vil fortsætte med at være fremover, siger han.

Tvivlsomme profiler
En række af Lars Olsens sikre startopstillingskort er tvivlsomme frem mod kampen i weekenden, men Olsen tror også på, at de bliver klar til lørdag.

- Vi har nogle stykker, der ikke trænede med. Deriblandt Johan Absalonsen, Rurik Gislason og Hans Henrik Andreasen. Peter Utaka var syg i dag, og Thomas Helveg fik et skrub over knæet. Men jeg tror på, at de alle sammen kan træne med i løbet af de kommende dage, og så håber jeg, at vi er fuldtallige til weekendens kamp, forklarer han.