Laursen: De finder ud af, vi ikke var gode nok
Flemming Østergaard har været ude og fare i flint over, at en advokat i BILD kan finde på at nævne FC Københavns navn i forbindelse med den store matchfixing-skandale, som statsadvokaten i Bochum er igang med at undersøge. Ulrik Laursen tager det dog mere stille og roligt.
- Det er fuldstændig tåbelige beskyldninger, at vi skulle være indblandet i aftalt spil. Jeg tror ikke på, at der var én eneste af vores spillere, der ønskede, at det gik, som det gjorde. Nogen synes vel, at det var et overraskende resultat på Cypern, og så undersøger de kampen. Det er fint. Det eneste, de finder ud af, er, at vi ikke var gode nok, siger Laursen til tipsbladet.dk.
Ulrik Laursen spillede ikke selv de to kampe mod APOEL Nicosia, som skulle være under mistanke. Men han var med på bænken i begge kampe, og han oplevede ikke noget underligt omkring 3-1 nederlaget på ferieøen.
- Alt var iorden dernede, og der var ingen problemer. Det ligger så langt fra min forståelse og opfattelse af fodbold, og hvis man endelig skal mistænke os, så tror jeg aldrig, at der er nogen, der ville kunne tilbyde os så meget, som hvis vi havde vundet og kvalificeret os til Champions League.
- De kan bare undersøge sagen, for de finder ingenting. Aftalt spil vil aldrig ske for en klub som vores, slutter han.