Superliga

Djemba-Djemba bliver i Odense

Nu synes det helt sikkert. Eric Djemba-Djemba bliver på Fyn for at sikre mesterskabet. OB har nægtet at sælge camerouneren, som nu fokuserer på foråret.

At Eric Djemba-Djemba er et stort navn i dansk fodbold kan ingen vist være i tvivl om. I det seneste halvandet år har han sat Fyn på den anden ende og styret OB's midtbane med overblik og kræft. Hans præstationer har naturligt nok kastet en masse interesse af sig, og i de seneste transfervinduer har camerouneren været et af de varmeste navne på rygtebørsen.

Nu synes det så 100 procent sikkert, at Eric Djemba-Djemba bliver i OB minimum frem til sommer. Tipsbladet.dk erfarer, at flere udenlandske klubber har været interesseret i midtbanespilleren og har forhørt sig om prisen på den tidligere Manchester United-spiller, men OB har nægtet at sælge sin guldfugl, da klubben går efter mesterskabet - som vil være det første siden 1989. Dermed er camerouneren også en del af OB-trup i foråret.

Djemba-Djemba kan sammen med holdkammeraterne rette fuld fokus mod forsvaret af 1. pladsen i SAS Ligaen, når det begynder 7. marts i kampen mod FC Midtjylland. Men et godt forår vil uden tvivl give endnu mere opmærksomhed til Eric Djemba-Djemba og gøre ham endnu varmere i sommerens transfervindue.