Superliga

Distributør: Har ikke tjekket indholdet af Onyszko-bogen

Kulturformidleren ArtPeople, som distribuerer Arek Onyszkos bog, har ikke blandet sig i bogens indhold.

ArtPeople har på det seneste været i vælten omkring bogudgivelser. Forlaget stod bag den omstridte bog fra den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks Jæger - I krig med eliten og er også med i udgivelsen af Arek Onyszkos Fucking Polak, der i dag har medført en fyreseddel til den polske målmand fra FC Midtjylland.

Mens ArtPeople var udgiver af Thomas Rathsacks bog er kulturformidleren distributør på Arek Onyszkos bog.

- Som distributør er vi ikke inde og rådgive om selve indholdet i en bog. Havde vi været udgivere på bogen, havde vi helt sikkert kigget nærmere på indholdet, siger direktør hos ArtPeople Jan Degner til tipsbladet.dk

- Vi har lært meget af jæger-bogen, som vi var udgiver på, men som distributør af en udgivelse er det ikke vores opgave at se nærmere på indholdet af bogen. Det tager udgiveren sig af.

Læs også: Fucking polak-udgiver: Jeg er totalt chokeret.