Gabi scorede begge mål, da Real Zaragoza slog Levante 2-1 og sikrede sig overlevelse i sidste spillerunde af La Liga tilbage i 2011, nu indrømmer han, at kampen var matchfixet:
- Jeg gjorde bare det, som klubben bad mig om, sagde Gabi angiveligt ifølge den spanske avis AS, da han torsdag var til møde i hovedkvarteret for kriminalitet og korruption i Madrid.
Efterfølgende ville Gabi ikke snakke med journalisterne, der stod foran retsbygningen, men han indrømmede dog, at han var lettet.
Avisen El Mundo, der i første omgang omtalte sagen siger, at Gabi har indrømmet at have modtaget næsten en halv million kroner, men da han troede, at pengene var knyttet til hans daværende klub, Real Zaragoza, satte han pengene tilbage kort tid efter.
Den 31-årige Gabi fortalte angiveligt også dommeren, at han ikke tjente penge på kampen mod Levante, da han allerede på daværende tidspunkt havde en aftale med Atletico Madrid og derfor ingen aktier havde i, at Real Zaragoza skulle redde livet i La Liga.
Zaragoza-spillerne har dog afvist alle anklager om matchfixing i første omgang, selvom den tidligere Zaragoza-ejer Agapito Iglesias samt Jorge López og Braulio, der begge spillede kampen mod Levante også var at finde i retten torsdag.
Engelske Daily Mail har tidligere skrevet, at hele 12 spillere fra Zaragoza-lejren modtog penge inden kampen. Penge, som de efterfølgende sendte videre til Levante-spillerne for at tabe kampen.
I den efterfølgende sæson sikrede Real Zaragoza sig på ny overlevelsen i den bedste spanske række med en sejr over Getafe i sidste spillerunde. Her modtog hele tre Getafe-spillere det røde kort. Denne kamp undersøges også for matchfixing.