Tidl. Chelsea-læge: Derfor er fodboldspillere sårbare over for coronavirussen
Mikel Arteta og Callum Hudson-Odoi er blot nogle af de fodboldpersonligheder, som er blevet ramt af coronavirussen, mens Daniele Rugani fra Juventus og Wolves-lejesvenden Patrick Cutrone også er ramt.
Det er ellers fristende at tro, at elitesportsmænd, som fysisk er på toppen, ville være blandt de mindst smittede befolkningsgrupper, men det er faktisk lige omvendt, fortæller den tidligere Chelsea-læge Eva Carneiro til Daily Mail.
- Det har ofte vist sig, at professionelle spillere ofte har et svækket immunforsvar. Det er blevet vist både i deres blodtests og i hyppigheden af, hvor ofte de rammes af infektioner i den øvre del af luftrøret, hvilket er sådan, en virus som denne rammer.
Og det svækkede immunforsvar skyldes ofte den belastning, som professionelle fodboldspillere bliver udsat for med et tætpakket kampprogram.
- Det skyldes mængden af sport, de spiller. Den fysiske aktivitet på professionelt niveau, hvor de nogle gange spiller kampe med 72 timers interval samt træner, belaster kroppen, siger Carneiro.
Derudover gavner det heller ikke ligefrem profesionelle fodboldspillere, at de ofte har mange rejsedage i både ind- og udland, hvor man konstant er i kontakt med andre hold og nationaliteter, fortæller Eva Carneiro.