Thomas Frank måtte i august sige farvel til Ivan Toney, da den engelske angriber valgte at rykke til Al-Ahli i Saudi-Arabien.
Siden da har en anden Brentford-angriber dog i den grad taget over.
Bryan Mbeumo har således scoret fem mål i seks Premier League-kampe i denne sæson, herunder fire mål i de seneste fire kampe. Ifølge Thomas Frank er der dog ingen tvivl om, at angriberen fra Cameroun på et tidspunkt også kommer til at forlade Brentford til fordel for en større klub.
- Han var den sværeste at undvære i løbet af fire måneder i sidste sæson, selv da vi havde Toney ude (Mbeumo var skadet fra december til marts, red.). Han var en nøglespiller og han har lagt endnu et lag på i denne sæson med fem mål i seks kampe. Det er utroligt, og han skaber også chancer. Han er en topspiller. Jeg er overbevist om, at han kommer til at spille for en større klub. Jeg ville købe ham, hvis jeg var en større klub.
- Vi overbeviste ham om at blive og han er meget glad. Alle vores spillere bliver måske nødt til at forlade os en dag, men mange af dem er glade, fordi vi har et glimrende miljø med gode folk. Vi driver hinanden fremad, lyder det ifølge Daily Express fra Thomas Frank.
Bryan Mbeumo kom senest på tavlen i Brentfords 1-1-kamp mod West Ham lørdag, hvor den camerounske angriber scorede allerede efter 37 sekunder.
25-årige Bryan Mbeumo er i alt noteret for 27 mål i 104 Premier League-kampe i Brentford-trøjen.