TIPSBLADET (Parken):
- Nej... Det er det ikke...
Siger Jacob Neestrup til spørgsmålet, om det er muligt at være så uskarpe, som FCK var mod Silkeborg IF, hvorefter han kigger mod himlen.
Herefter retter han blikket mod pressens mikrofoner og fortsætter.
- Vi kreerer så mange chancer, så det er svært at forstå, at vi ikke laver mange flere mål. Det er umuligt at skabe flere åbne muligheder kontinuerligt over en fodboldkamp på 100 minutter og kun scorer to mål.
FC København scorede i minut to ved Andreas Cornelius, og omkring 90 minutter senere eksekverede Kevin Diks fra ellevemeterpletten. Forinden afværgede Silkeborg-træværket flere gange, mens den ene chance efter den anden blev brændt.
- Jeg står tilbage med en enorm skuffelse over to tabte point. Det er to gigantisk tabte point. Det må vi erkende, siger Jacob Neestrup til Tipsbladet og den fremmødte presse efter 2-2 mod silkeborgenserne.
Skuffelsen går igen hos Thomas Delaney, der leverede en flot kamp på midtbanen.
- Resultatet giver mig hovedpine, men indsatsen giver mig tryghed, hvis jeg skal prøve at skille de to ting ad. Så må det være følelsen, for jeg tænker ikke, der kommer til at være meget kritik fra Neestrup i morgen over vores præstation, siger han efter kampen.
Jacob Neestrup slår også fast, at han ikke har haft brug for at tale med store bogstaver overfor sine spillere.
- Vi er på et godt run, hvor vi har et højt bundniveau, og i dag rammer vi så et højt topniveau. Resultatmæssigt skulle vi have haft tre point, men jeg siger til dem, at vi skal fortsætte. Vi må tage de skuffelser, der kommer efter kampe, hvor vi har domineret. Nu er der den her, og den første Conference League-kampen i Parken, som også er tæt på umulig at tabe. Så vi skal fortsætte, men også forstå, det er en kynisk liga, og lige nu er vi ikke et særligt kynisk fodboldhold foran mål.
Kongekamp af FCK-back
Selvom resultatet giver Thomas Delaney og formentlig flere andre FCK-spillere hovedpine, så er der alligevel en del succeshistorier efter pointdelingen.
En af dem er Giorgi Gocholeishvili - læs Tipsbladets dom fra kampen her.
- Jeg synes, han er fremragende. Jeg synes, han er pivgod. Jeg skulle også svare på spørgsmål om ham før kampen, og jeg kan slet ikke forstå kritikken af hans indlægsspil. Han har jo også to anden-assister mod Brøndby. Det er hans aggressivitet, der skaffer et frispark, vi scorer på, og et straffespark, vi scorer på. Jeg synes, han er pivgod. Pivgod, må jeg bare sige.
Toppræstationen kommer endda i en periode, hvor Giorgi Gocholeishvili har nok at se til privat. FCK har meddelt, at hans søn er syg og indlagt.
- Det er en hård tid og svært at sætte sig ind i. Men jeg ved, han har nogle ekstra friheder, så han kan prioritere sin tid. For os handler det om at være der for ham. Han er en følsom gut med meget glæde, siger Thomas Delaney og tilføjer:
- Jeg tror også, uden jeg har oplevet noget tilnærmelsesvis af det samme, at fodbold kan være et godt sted at være og et frirum, når det hele er lidt svært. Så vi prøver at holde ham glad, og han udstråler også stor spilleglæde.
Herefter sætter midtbanekrigeren ord på Giorgi Gocholeishvilis unikke evner på grønsværen.
- Han er en sjælden back i FCK med X-factor. I Brøndby-kampen er der tre gange, hvor jeg tænker: "Det gør du ikke det der." Han er typen, der spiller med mod, og så er der nogle småting, som han lige skal lære. Men det skal der også være plads og tid til. Jeg tror, vi har en stor spiller i sigte.
I en anden boldgade fortæller Jacob Neestrup, at man ikke på nuværende tidspunkt har en status på Robert, der måtte udskiftes efter en halv time med en skade.