Ny Hammers-profil: Jeg skiftede til West Ham for at spille med Payet
Andre Ayew skiftede forleden Swansea ud med West Ham efter en enkelt sæson i den walisiske klub. 180 millioner kroner måtte The Hammers slippe for ghaneseren, der derved blev den dyrest købte spiller i klubbens historie.
Nu fortæller den 26-årige kantspiller, at specielt én faktor trak ham til West Ham - muligheden for at spille med Dimitri Payet.
- Vi har et godt forhold. Han er en god ven, så jeg er glad for at kunne spille sammen med ham, siger Ayew til Sky Sports.
Payets evner på banen har overrasket de fleste - især under sommerens EM. Her blev han hurtigt en af de største profiler i hele turneringen. Men det kom ikke bag på Andre Ayew.
- Jeg er ikke overrasket over, hvor godt han spillede. Jeg er overbevist om, at han kan blive endnu bedre i år. Han har kvaliteterne til gøre mere, siger han.
West Ham starter dette års Premier League på mandag mod Chelsea.