Premier League

Lindegaard bliver ikke førstevalg

Anders Lindegaard har angiveligt ikke overbevist Sir Alex Ferguson om, at han skal være klubbens førstevalg, når Edwin van der Sar indstiller karrieren til sommer.

For nylig kom det frem, at Sir Alex Ferguson vil hente to-tre forstærkninger til Manchester United til sommer, og en af disse skulle ifølge sporten.dk's engelske pressekilder være en førstemålmand med international erfaring. Det betyder, at Anders Lindegaard sandsynligvis kommer til at sidde på bænken hos De Røde Djævle i den kommende sæson.

- Holdningen er lidt, at Lindegaard vil være en fortræffelig reservemålmand. Men Manchester United jagter en ny målmand, og det er selvfølgelig ikke godt for Lindegaards ambitioner, siger Stuart Matheson fra Manchester Evening News ifølge sporten.dk.

Ferguson har på grund af tidligere erfaringer understreget, at det er vigtigt ikke at tage chancer på målmandsposten, og det kan være grunden til, at han vil hente en keeper med mere erfaring end Lindegaard, der øjeblikket ikke har mulighed for at vise sit værd på grund af en knæskade.

Den danske landsholdsmålmand kan muligvis se frem til at få konkurrence fra enten Schalkes Manuel Neuer eller Atletico Madrids David de Gea. Begge målmand forventes at være på Fergusons ønskeliste, og de menes at koste omkring 200 millioner kroner hver. Lindegaard blev købt i Aalesund for omkring 35 millioner kroner.