Der er især én spiller, som det danske landshold skal passe på i skæbnekampen mod Portugal den 8. oktober. Det er naturligvis Cristiano Ronaldo, som scorede det enlige mål i EM-kvalifikationskampen i Danmark for et år siden.
Ronaldo er imidlertid inde i en periode i sin klub Real Madrid, hvor han har spillet flere kampe uden at score, men Morten Olsen har fortsat stor respekt for Cristiano Ronaldo.
- Hvis man ikke har respekt for Ronaldo, er man en dum fodboldspiller eller træner. Vi har set ham mod Albanien, hvor han ikke var så synlig, men det var ham, der slog Armenien ved at score tre mål. Svenskerne spillede VM-Play Off-kampen mod Portugal for to år siden, og de kunne have kommet til VM, hvis de havde passet på Ronaldo. Han er en fantastisk og fremragende fodboldspiller, der kan afgøre fodboldkampe alene på grund af sin klasse. Man skal ikke tage hensyn til, om han er i flow eller ej, siger Morten Olsen.
Landstræner udtog sit hold til kampen tirsdag eftermiddag på et pressemøde i Fodboldens Hus i Brøndby.
Danmark møder Portugal i Braga torsdag den 8. oktober.