Forvirringen er total: Asger Sørensen heller ikke med til OL
Illustration: DBU
Landshold

Forvirringen er total: Asger Sørensen heller ikke med til OL

Nicolai Poulsens afbud til OL fik landstræner Niels Frederiksen til at udtage Asger Sørensen. Men heller ikke han kan komme med. I stedet bliver det Fredericia-spiller, der skal til OL.

Det danske OL-landshold har haft en farceagtig optakt til OL med afbud på afbud på afbud, og det seneste og sidste afbud kom søndag, hvor Nicolai Poulsen fra Randers FC måtte melde afbud på grund af et brækket kindben. Men det viser sig nu, at det ikke var sidste afbud til Niels Frederiksens hold.

I stedet udtog han nemlig Salzburgs Asger Sørensen, der var på bruttolisten til OL, men han får nu ikke lov til at tage til OL, oplyser DBU.

RB Salzburg spærrer for Sørensens deltagelse ved OL, og så har Niels Frederiksen altså igen ledt efter spillere til holdet.

Niels Frederiksen har i stedet udtaget Mathias Hebo Rasmussen fra FC Fredericia, der altså bliver 18. mand i den trup, der allerede på torsdag møder Irak i turneringen.

- Det var ikke lige det, jeg havde regnet med, da jeg tog til træning i morges. Men det er noget, jeg har håbet på og drømt om, så det er sindssygt stort, og jeg glæder mig enormt meget, siger Mathias Hebo Rasmussen ifølge FC Fredericia.