Bragt i Tipsbladet 21. januar 2011
Ansigtsudtrykket viser det tydeligt. Mike Tullberg ligger i smerte på briksen.
Om nogen er den 25-årige dansker klar over, at det af og til skal gøre ondt, før det bliver godt igen. Han kender med andre ord proceduren, og det samme gør cheffysioteurapeuten Holger Just, der i de seneste ni måneder har stået for behandlingen af danskeren her på genoptræningscenteret, Medicos, i Gelsenkirchen. Holger ved præcist, hvor han skal trykke, men af og til får han også hjælp, når Oberhausen-spilleren guider ham fint på tysk.
Ja, hvis ikke man vidste bedre, kunne det være nærliggende at tro, at Tullberg var opvokset her i landet. Han vakler på ingen måde verbalt, men anderledes problematisk har kroppen haft det med hensyn til mødet med Tyskland. Den tidligere AGF'er står blot noteret for fire kampe i 2. Bundesliga-klubben, siden han kom hertil for et halvandet år siden. Skader - store som små - har fra midten af 2008 konstant forfulgt ham, og dermed også siden ankomsten til Ruhr-holdet for halvandet år siden. Senest gik det galt i sommer, da angriberen, under opstartsfasen til den nye sæson, rev en muskel over i det højre lår, som i løbet af karrieren har vakt ham så mange problemer. Prognosen var klar. Pause på mindst fire måneder. Nu er der gået syv.
»Selvfølgelig ligger jeg lige efterfølgende og tuder, smadrer ting i huset og siger 'nu kan det fandme være nok', men når folk fortæller, at de synes, det er synd for mig, siger jeg altid, 'hvad er det, der er synd for mig?' Det er noget lort, men det er ikke noget, der er synd for mig. Der er altså ikke nogen, der er døde. Jeg har revet en muskel over, og det er da noget lort, men man skal komme videre. Jeg får ikke noget ud af at tude over det. Det er bare om at komme i gang igen,« siger Tullberg.
For de fleste ville denne kommentar lyde som den rene kliché, men i dette tilfælde, er det svært ikke at tage hver eneste af ordene dybt seriøst. For der er ingen tvivl om, at Mike Tullberg er en af de mest rutinerede i gamet, når det gælder det med at 'komme i gang igen'. Sætningen er noget nær det tætteste, man kommer på en fællesnævner for hans fodboldkarriere.
»Der er fodboldspillere, der kommer gennem livet nemmere, end jeg har gjort. For mit vedkommende har det været på en meget hård måde indtil videre, men jeg vil ikke bytte. Jeg har lært så meget som menneske, jeg kan bruge senere hen,« siger Tullberg.
Den italienske ydmygelse
Det lignede ellers begyndelsen på en solstrålehistorie af de helt store, da angriberen, en sen sommeraften for tre et halvt år siden, vinkede farvel til AGF-tilhængerne på Århus Stadion, få dage efter han havde sænket Brøndby med sit famøse saksesparksmål.
'Tullberg, Århus elsker dig' rungede det ud i Marselisborg skoven fra adskillige struber, mens den mørkhårede frontløber tog sin afsked med tårerne løbende ned af kinderne. Et halvandet år tidligere havde den daværende danmarksseriespiller fra Grenaa selv ringet ind til AGF og spurgt, om han måtte komme til prøvetræning, og nu havde italienske Reggina så smidt 7,5 millioner kroner på bordet for ham. Kometkarrieren så også ud til at fortsætte, da Tullberg allerede fire dage efter sin ankomst til Syditalien fik Serie A-debut for Reggina i et opgør mod Torino.
»Nogle gange i løbet af kampen kiggede jeg over på min angrebsmakker, Nicola Amoruso, der havde lavet over 100 mål i Serie A. Jeg tog mig selv i at grine undervejs. Jeg tænkte, at det måtte være løgn. Jeg løb rundt og spillede i den bedste italienske række.« siger Tullberg.
Men træerne voksede ikke ind i himlen. To trænerfyringer bragte danskeren ud i kulden, spilletid blev en mangelvare, og da han i februar 2008 skulle præsenteres for sin tredje træner i Italien, gik det op for ham, at fremtiden næppe lå på disse kanter.
»Jeg fik sammen med seks andre spillere besked på, at vi skulle møde ham. Vi troede også, at resten af holdet ville være der, men det var ikke tilfældet. Mens vi så sidder der på anlægget, kigger vi rundt på hinanden. Vi lægger hver især hurtigt mærke til, at ingen af os hører til den gruppe, som har spillet mest. En time sidder vi og glor, før sportsdirektøren dukker op, men han kunne ikke fortælle os noget. Langt om længe ankom præsidenten så, og han sagde bare kort, at han ikke mente, at nogen af os syv skulle have noget med holdet at gøre. Vi var ikke dem, der skulle redde Reggina i Serie A, og af samme grund skulle vi ikke møde træneren. Desuden fik vi besked på, at vi skulle træne alene med en anden træner, og så vidste jeg jo ligesom godt, at det var slut.«
At Tullberg er stædig af natur kom dog i allerhøjeste grad til udtryk kort herefter. Angriberen mente ganske enkelt ikke, at klubben skulle få lov til at skippe ham af sted uden kamp, så han påbegyndte sit eget lille projekt.
»Jeg besluttede mig for, at hver eneste gang jeg havde muligheden for det, ville jeg løbetræne på banen ved siden af den, førsteholdet trænede på, så de kunne lægge mærke til mig. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sprintede frem og tilbage, hvor de så satte vandingsanlægget i gang. Der løb jeg så. Som en tosse, drivhamrende våd. Frem og tilbage. Derfor følte jeg det også lidt som en sejr, da jeg en dag fik at vide, at jeg igen skulle træne med førsteholdet. Det var ikke en besked, nogen af de øvrige udstødte havde fået,« forklarer danskeren.
Men fornøjelsen var kortvarig. Symbolsk for tiden i Italien blev den opsigtsvækkende optur hurtig afløst af en dundrende deroute. De mange timer alene langs hegnet på anlægget Centro Sportivo ved den italienske sydkyst resulterede i sidste ende i en forbigåelse, der var værre end dem, Tullberg tidligere havde været udsat for.
