»En af de første gange jeg igen skulle træne med førsteholdet, sidder vi alle sammen i omklædningsrummet. Vi ved, at vi om lidt skal spille 11 mod 11, og vi er 23 i lokalet. Træneren læser løbende navnene op på de spillere, der skal spille de forskellige positioner, og til sidst er jeg alene tilbage på træbænken. Mit navn var ikke blevet nævnt. Det var en ydmygelse,« siger den danske angriber.
Efterfølgende gav Tullberg selv klubben besked på, at han gerne ville træne alene. Han var klar over, at det nu gjaldt om at komme væk, men den personlige hetz var dog ikke overstået. Da danskeren den følgende sommer er på ferie med sin familie, bliver han ringet op af viceværten fra sin opgang i Italien.
»Hun lagde ud med at sige, at under normale omstændigheder burde hun ikke viderebringe de her oplysninger, men hun kunne lide mig og fandt det derfor svært at lade være,« fortæller Tullberg.
»Hun havde fået at vide af klubben, at hun bare skulle lade nogle andre flytte ind i min lejlighed, og det på trods af den var min, så længe jeg var på kontrakt med klubben. Hun fortalte, at hvis jeg havde nogle vigtige ting, skulle de sendes til Danmark i en fart, for i morgen rykkede de nye beboere ind. Så jeg fik sendt det af sted, jeg kunne, og resten solgte jeg for ingen penge. Det var så også sidste gang, jeg var i Syditalien.«
En vestjyde holder vind i sejlene
Vi har forladt træningscentret, og efter en kort køretur foregår snakken nu i angriberens lejlighed i Essen.
En by, som er placeret som 'smørklat' mellem Oberhausen og Gelsenkirchen, med en afstand på ca. 10 kilometer til hver. Her har danskeren lejet sig ind sammen med kæresten, der har været med hele vejen på udlandseventyret, som Tullberg fastholder, at det godt kan kaldes. Også selv om han i sin tid i Italien, Skotland og nu Tyskland kun har spillet 18 kampe i alt med det faktum til følge, at det sidste mål, han scorede, var det famøse for AGF på Brøndby Stadion.
»Det er noget lort, at jeg ikke har spillet flere kampe, men jeg er 25 år, og jeg har spillet i den bedste række i Danmark, hvor jeg scorede årets mål, jeg har optrådt mod hold som Roma og Inter i Serie A, jeg har startet inde mod Rangers på Ibrox og løbet på banen foran 45.000 mennesker i Düsseldorf. Hvor mange havde regnet med det, da jeg som 19-årig kom tilbage fra en korsbåndskade i Grenå?«
»Jeg ville gøre det hele om igen.100 gange. Jeg har fået så meget tilbage på en anden måde. Der sker jo noget, når du er skadet. Så oplever du andre ting. Som jeg sagde sidste gang, da jeg havde genoptrænet syv måneder efter en skade. Det, at stå på Ibrox og spille foran 55.000 mennesker i en time, var det hele værd. Om jeg så havde spillet to minutter, havde det været de syv måneder værd. Og det ved jeg, at jeg kommer til at sige igen. Den første kamp, jeg kommer til at spille igen, har været hele det sidste års slid værd,« siger Tullberg, der samtidig erkender, at tiden væk fra Danmark har givet ham ar på både krop og sjæl.
Men selv er han ikke i tvivl om, at han har lært af det. Og vi sidder lige midt i et eksempel. Møblerne i den lille stue tilhører lejlighedens ejere. Denne gang ønskede han ikke, at han skulle havne i en lignende situation, som det var tilfældet i Italien. Men også i et større perspektiv føler den danske fighter sig styrket af de mange benspænd, han har mødt på sin vej.
»Fodbold har altid været hele min verden, og det er det stadigvæk, men jeg har bare lært at fokusere på, at der altså også er andre ting i livet. Min mor fik en alvorlig sygdom, da jeg boede i Italien, og der lærte jeg i løbet af meget kort tid, at jeg aldrig nogensinde skulle hænge mig op på, hvor mange penge jeg havde, og om jeg spillede i Serie A eller andre steder. Det, der betød noget for mig, var, at de, jeg havde kær, var sunde og raske. I dag har min mor det godt igen, men da hun blev syg, gik det op for mig, at tingene hurtigt kan ændre sig, og man skal være glad for det, man har, og sætte pris på det,« siger Tullberg.
