Generelle

Svennis og Backe overhalet i Sverige

Tipsbladet erfarer, at hverken Sven-Göran Eriksson eller Hans Backe nu står øverst på det svenske fodboldforbunds kandidatliste til landstrænerposten.

Sven-Göran Eriksson meldte sig i går interesseret i at overtage landstrænerposten i sit hjemland, og hans tidligere assistent Hans Backe er også en af de mest oplagte kandidater.

Men efter hvad tipsbladet.dk nu erfarer fra svenske kilder, så er begge de to prominente navne blevet overhalet på den ønskeliste, det svenske fodboldforbund arbejder ud fra.

Førsteprioriteten skal nu være skiftet, således så det er den nuværende U/21-landstræner Jörgen Lennartson, som er udset til at efterfølge Lars Lagerbäck.

Lennartson skal i givet fald indgå i en trænerduo med den tidligere svenske midtbanestjerne Jonas Thern, som har trænererfaring fra et ophold i Halmstad BK i 2002-2003, og som spiller brillerede for Malmö FF, Benfica, Napoli og Roma - for at nævne nogle af klubberne.

Udvalget, som skal udpege den nye landstræner, tager dog officielt først fat på arbejdet i morgen, når Sverige har spillet sin sidste VM-kvalifikationskamp mod Albanien.