Generelle

Onyszko kan spille i Polen

Arek Onyszko var næppe blevet fyret i en polsk klub for at sige de ting, han gør i sin nye bog. Derfor kan man også sagtens forestille sig målmanden finde en ny klub i Polen, mener polsk journalist.

Arek Onyszko var ellers så godt som gået i glemmebogen i den polske offentlighed, da han ikke har optrådt i en polsk klub siden sæsonen 1997-1998, hvor han optrådte for Widzew Lodz.

Men først med fængselsdommen for at tævet sin kone, og siden udtalelserne i sin nye bog om blandt andet bøsser, Hells Angels og kvindelige sportsjournalister, er Onyszko for alvor blevet interessant igen.

- Han har trods alt ikke fået lige så meget opmærksomhed, som jeg kan forstå, at han har i Danmark, men jo; han er pludselig blevet populær at læse om, også i Polen, fortæller journalist Marcin Kaliszuk fra tabloidavisen Fakt til tipsbladet.dk.

- Onyszko er ikke så berømt i Polen, fordi det er længe siden, at han har spillet for en polsk klub. Den danske liga er ikke stor nok til, at polakkerne følger med i den. Jeg kan huske, at da OB for nogle år siden var med i UEFA Cup'en, var jeg den eneste polske journalist, som ringede til Onyszko for at vide mere om holdets succes. Han blev helt glad for at høre fra en polsk journalist og følte sig tydeligvis glemt i sit hjemland.

- Men da han så blev arresteret og siden dømt i Danmark, vendtes opmærksomheden mod ham.

Onyszko som voldsmand, Onyszko som fodboldspiller i fodlænke, og Onyszkos kontoversielle udtalelser om bøsser og Hells Angels har trukket de største overskrifter i Polen.

- Vi har bragt nogle af citaterne fra bogen, og de fleste synes da, at det er chokerende, hvad han har sagt, men ikke så chokerende, som I nok gør i Danmark. Polen er anderledes end Danmark, som hernede opfattes som politisk korrekt. I Polen siger mange højrefløjspolitkere helt åbent, at de ikke kan lide homoseksuelle - for eksempel vores præsident, siger Marcin Kaliszuk.

For nylig fik en kvinde i Polen dog en dom for at svine en bøsse til offentligt, og - i modsætning til hvad Arek Onyszko tidligere har antydet - så er det ikke normalt at polske mænd går rundt og tæver deres koner.

- Det ville Onyszko helt klart også havde fået en dom for her. Jeg ved ikke hvor hård, men han havde i hvert fald fået en dom. Polen er ikke et land, hvor man bare kan slå på sin kone, understreger Marcin Kaliszuk.

Med hensyn til Arek Onyszkos eventuelle fodboldfremtid mener Kaliszuk godt, at den kunne ligge i Polen.

- Hans citater om bøsser og kvindelige sportsjournalister er ikke så kontroversielle, at han ville være blevet fyret af en polsk klub for det. Derfor tror jeg også sagtens, at han ville kunne finde sig en ny klub i Polen, hvis han ellers er god nok.

- Wisla Krakow har for eksempel problemer på målmandsposten lige nu, men de er en af de helt store klubber i Polen, og for dem er det lidt anderledes. De vil nok være meget påpasselige med deres image og alligevel være tilbageholdende med at ansætte Onyszko.

- Men en mindre klub kunne sagtens tage chancen. Jeg ved, at for nogle år siden var Korona Kielce interesseret, slutter Marcin Kaliszuk.