Kenneth Zohore skifter som ventet fra Cardiff City til West Bromwich Albion.
De seneste par dage har der været en masse snak om danskerens forestående skifte, og nu har parterne bekræftet, at Zohore rykker fra én Championship-klub til en anden.
Den tidligere FC København- og Brøndby-spiller har underskrevet en fire-årig aftale med West Bromwich, der senest var i Premier League i sæsonen 2017/2018.
- Han er en spiller, der har lidt af det hele. Han er stærk, han er hurtig og han har gode kvaliteter. Han kender ligaen, han kender landet, og han har allerede gjort sig gode erfaringer, men der er stadig plads til forbedringer. Han er ikke et færdigt produkt. Jeg håber, han bliver en god spiller for os, siger WBA-manager Slaven Bilic til klubbens hjemmeside.
Kenneth Zohore er 25 år.