Generelle

Helveg: Geni-streg af Ståle

Ståle Solbakken udråbte tidligere på året OB som guldfavortitter. Et smart træk, mener OB's Thomas Helveg, der fastslår, at OB'erne godt kender egne styrker og svagheder.

Efter de første 11 runder i SAS Ligaen ligger OB nummer et i SAS Ligaen, hvilket passer godt til Ståle Solbakkens udmelding om, at OB er favoritter til det danske mesterskab. Men på Fyn tager de favoritværdigheden med ro.

- Ståle har sagt, at vi er favoritter, og det er også fint nok, men det har jo også været et taktisk spil fra ham af, fordi de har kikset CL og har haft nogle mindre gode kampe i ligaen.  Det var en geni-streg fra Ståle, han timede på det rette tidspunkt. Jeg mener, at vi skal holde fokus på os selv, og selvom det er en floskel, så er næste kamp den vigtigste, siger Thomas Helveg til tipsbladet.dk.

Han er dog enig i, at OB hører til i toppen.

- Vi ved udmærket godt hvad vi kan og hvad vi ikke kan. Vi skal ikke gemme os bags skjulte arm-udslag og sige, at vi ikke er så gode og håbe på noget alligevel. Vi kan godt skubbe brystet frem og sige, ja, vi har et godt hold, og vi har et hold, der kan blande sig helt i top, siger Thomas Helveg, der dog ser plads til forbedring på Fyn.

- Hvis vi kigger på holdet i dag og sammenligner med de sidste 11 kampe sidste år, så halter spillet lidt efter både holdmæssigt og individuelt. Det kan være både godt og skidt, for vi har jo fået resultaterne. Men vi ved der er mere at hente i os, både som spillere og som hold. Det er jo det, vi skal finde frem, siger Thomas Helveg.

LÆS OGSÅ: Helveg: Kritik er under bæltestedet

LÆS ET STORT INTERVIEW MED THOMAS HELVEG I TIPSBLADET INDSIGT - PÅ GADEN FREDAG.

Tipsbladet udkommer hver tirsdag og fredag.