Video : Tipsbladet
Generelle

Glen Riddersholm var tæt på stort landstrænerjob

51-årige Glen Riddersholm var for nylig i spil til jobbet som Ghanas landstræner.

Glen Riddersholm står i øjeblikket uden klub, efter at han blev fyret i IFK Norrköping, og han leder altså efter det næste job. 

Og for nylig var den mangeårige Superliga-træner i spil et særdeles spændende job. Det fortæller Riddersholm selv i Discovery-programmet “Klubben”.

Her fortæller han, at han har været i spil til alle mulige jobs og fremhæver særligt et enkelt, nemlig landstrænerjobbet i Ghana.

- Jeg har været meget, meget langt i samtalerne med det ghanesiske fodboldforbund. Det har været forholdsvis tæt på, siger Glen Riddersholm i “Klubben” og tilføjer:

- Jeg kommer ret langt (i processen, red.). Først var vi fem kandidater, så tre. Det sker lidt på en anderledes måde, end vi er vant til på de her breddegrader. Så var der lidt utilfredshed med den siddende administration og nogle demonstrationer og lidt forskelligt, og så er man gået tilbage med et sikkert kort (Otto Addo, red.) i stedet.

Jobbet ville indebære, at Glen Riddersholm skulle tilbringe en del af året i Ghana. 

- Det skulle jeg blandt andet. Jeg skulle også have noget af min tid i Danmark. Jeg skulle nok have været seks måneder i Ghana og seks måneder i Europa, hvor mange af de dygtige spillere spiller, siger han.

Otto Addo, som Riddersholm omtaler som det sikre kort for Ghans fodboldforbund, blev i sidste uge annonceret som ny landstræner for Ghana. Han har tidligere haft jobbet i 2022.

Ghana besidder et stjernespækket landshold med adskillige spillere, som Glen Riddersholm har et vist kendskab til fra Superligaen - ikke mindst Mohammed Kudus, Kamaldeen Sulemana og Ernest Nuamah.